Fodboldspiller sigtet for at krænke mindreårig pige

Kendt og succesfuld fodboldspiller beskyttet af navneforbud i sag om blufærdighedskrænkelse mod mindreårig pige - han skal have sendt billeder af seksuel karakter til hende

En kendt fodboldspiller i Superligaen krævede her til morgen i Retten i Roskilde med fuldt udbytte navneforbud i en sag om blufærdighedskrænkelse, som han er sigtet i. Foto: Olivia Loftlund
En kendt fodboldspiller i Superligaen krævede her til morgen i Retten i Roskilde med fuldt udbytte navneforbud i en sag om blufærdighedskrænkelse, som han er sigtet i. Foto: Olivia Loftlund

RETTEN I ROSKILDE (Ekstra Bladet): En succesfuld og kendt fodboldspiller i Superligaen anmodede her til morgen med fuldt udbytte om navneforbud i en sag om blufærdighedskrænkelse, som han er blevet sigtet i, og som ikke tidligere har været omtalt i medierne.

Manden blev ifølge den sigtelse efter straffelovens paragraf 232, som dommer Martin Nyvang læste op i Retssal 3, mere nøjagtigt sigtet tilbage i januar i år for at have sendt billeder og en videofilm af seksuel karakter af sig selv til en mindreårig pige.

Han var ifølge sigtelsen og efter politiets opfattelse afklædt på det billedmateriale, han skal have sendt til pigen.

Manden har ikke været fremstillet i grundlovsforhør i sagen, og den er derfor hidtil gået under radaren.

Nægter sig skyldig
Den sigtedes forsvarer, advokat Peter Kragh, argumenterede med, at hans klient nægter sig skyldig, at han ikke bestrider en betroet stilling, at han har fast arbejde og at den påståede overtrædelse ikke har noget med hans bestilling at gøre.

Peter Kragh kritiserede forud for kendelsen, at han først i april er blevet bekendt med sagen mod fodboldspilleren.

Den sigtede var ikke selv til stede i retten.

De fremmødte pressefolk nedlagde ikke protest mod forsvarerens anmodning og dommerens kendelse.