Fodgænger dræbt i ulykke

En bilinspektør skal undersøge de nærmere omstændigheder

En 43-årig mand er afgået ved døden, efter at han onsdag aften blev påkørt af en bil på Næstvedvej et par kilometer syd for Ringsted. 

Det bekræfter vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, Lars Galasz.

Politiet fik anmeldelsen klokken 22.02.

- Fodgængeren går i rabatten, og lige som bilen kommer, træder han ud foran bilen, der kører 75 kilometer i timen.

- Han bliver påkørt og rammer forrude og ruller op over bilen og bliver formentlig dræbt på stedet, siger vagtchefen.

Chaufføren i bilen var en 18-årig mand fra Ringsted. Den omkomne var fra Litauen.

- Vi ved ikke, hvorfor manden gik ud foran bilen og kender ikke de nærmere omstændigheder endnu. Der er en bilinspektør på stedet, siger Lars Galasz.

En bilinspektørs opgave ved færdselsuheld er gennem tekniske undersøgelser af de involverede køretøjer og ulykkesstedet at kaste nærmere lys over årsagen til ulykken.