Fodgænger røg over taget på flugtbil

Betjente sprang for livet, da vanvidsbilist stak af i Københavns indre by

Flugtbilen blev fundet ved Israels Plads med knust forrude. Foto: Mathias Øgendahl
Flugtbilen blev fundet ved Israels Plads med knust forrude. Foto: Mathias Øgendahl

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En fodgænger røg op på bilens motorhjelm og videre op over bilens tag, da han natten til lørdag blev påkørt af en bilist, der var på flugt fra politiet i indre København.

Fodgængeren blev hårdt kvæstet og var i livsfare, men bilisten stak bare af fra ulykken.

Det kom frem i Københavns dommervagt søndag, hvor den formodede fører af bilen, en 22-årig mand fra Københavns vestegn, blev sigtet for vold mod politiet og for at udsat fodgængerens liv for overhængende fare.

En politipatrulje var hurtigt fremme ved ulykken i Nørregade, og gav fodgængeren, en mand i 20´erne, førstehjælp.

- Patruljens førstehjælp var i høj grad med til at redde hans liv, siger efterforskningsleder Søren Lauritsen.

En mand eftersøges
Den 22-årige blev anholdt lørdag kl. 17.40. I dommervagten nægtede han sig skyldig, og han afviste at udtale sig, før han havde talt med sin 'egen' advokat Martin Leth Hansen.

Dørene blev lukket til grundlovsforhøret, fordi politiet ved, at der var to mænd i bilen, og den anden er endnu ikke identificeret og anholdt.

Se også: 22-årig kræves fængslet: Kørte fodgænger ned under flugt fra politiet

Dramaet skete mellem kl. 01.15 og 01.19 i Nørregade ved Dyrkøb, hvor to politifolk til fods forsøgte at standse bilen, en Seat Leon, for at tjekke føreren.

Den ene betjent stillede sig foran bilen og beordrede føreren til at standse. I stedet gassede han op og kørte frem, så betjenten måtte springe til siden for ikke at blive påkørt.

Betjentens kollega forsøgte at stoppe bilen ved at række armen ind gennem venstre siderude og trække nøglen ud. Det lykkedes ikke, og bilen fortsatte ad Nørregade hensynsløst og  i høj hastighed til fare for fodgængere, lyder sigtelsen.

I Nørregade ud for nummer 11 påkørte bilen så fodgængeren.

Den mørkegrønne Seat var stjålet på gerningstidspunktet, lyder en anmeldelse til politiet, som nu undersøges nærmere.

Bilen blev dumpet ved Israels Plads, hvor politiet fandt den med knust frontrude. Vidner så to unge mænd af anden etnisk herkomst flygte fra bilen.

Fodgængerens tilstand blev søndag betegnet som stabil. Han har pådraget sig meget alvorlige kvæstelser, og politiet har kun talt kort med ham.

Grundlovsforhøret over den 22-årige endte med, at han blev varetægtsfængslet i 25 dage.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere