Først væltede kaffen - så væltede bilen

...Og til sidst kørte kvinden videre på alle fire hjul efter en snak med ordensmagten

Det er en usædvanlig dårlig ide at drikke kaffe samtidig med, at man kører bil.

Det måtte en 42-årig kvindelig bilist fra Vejle sande, da hun forleden kom kørende i sin bil.

For da kaffen væltede ned i skødet på kvinden, mistede hun herredømmet over køretøjet,  og så væltede hele bilen bagefter.

Vejle Amts Folkeblad oplyser, at kvinden kom kørende ad Ny Højenvej ved Vejle. Under et venstresving ved Mølleparken gik det imidlertid helt galt. Den nyindkøbte kaffe væltede nemlig ud over den 42-årige kvinde.

Ramte først bøgehæk
Hun mistede ifølge politiets rapport 'overblikket over vejens videre forløb'. Kvinden drønede direkte ind i en bøgehæk med så solide stammer, at bilen væltede om på siden ved sammenstødet.

- Moralen her må være, at man skal køre bil, når man kører bil - ikke alt muligt andet, siger vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi til Vejle Amts Folkeblad.

Det lykkedes at få den væltede bil rejst op igen. Og efter en snak med de tilkaldte betjente, trillede den 42-årige atter ud i trafikken - på fire hjul men uden kaffe.

Kosmetiske skader
Bilen havde således kun fået kosmetiske skader.

Kvinden selv slap uden skrammer.

Ifølge politiet skal juristerne nu afgøre, om kvinden skal sigtes for ikke at have udvist fornøden agtpågivenhed i trafikken.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere