Første restaurant i succes-kæde ramt af brand: Følte mig magtesløs

Direktør i restaurant-kæden Flammen glæder sig over, at der ikke lå en kriminel handling bag torsdagens brand i Kolding

Flammen i Kolding blev torsdag formiddag ramt af en brand, der har ført til en midlertidig lukning af restauranten. (Foto: Anders Brohus)
Flammen i Kolding blev torsdag formiddag ramt af en brand, der har ført til en midlertidig lukning af restauranten. (Foto: Anders Brohus)

Torsdag formiddag stod Restaurant Flammen i Kolding i, ja, flammer.

Restauranten var den første i kæden, der nu tæller 11 restauranter, og netop derfor har branden ramt ekstra hårdt, fortæller Elias Tychsen, der er administrerende direktør i kæden.

- Jeg står med en del blandede følelser. Det er jo den første Restaurant Flammen, så derfor er det heller ikke et rart syn, når der er sket skader. Og så er der selvfølgelig en masse tanker i forhold til de gæster, der har bestilt bord, og som vi ikke kan servicere de kommende dage, siger han til Ekstra Bladet.

Se også: Succes-restaurant i brand: Store dele ødelagt

Han fortæller, at han selv var til et møde i Herning, da han blev ringet op og fik at vide, at restauranten var i brand.

- Jeg skyndte mig så derned hurtigst muligt, men det var begrænset hvor meget, vi kunne få adgang til området. Vi fik dog lige mulighed for at kigge ind ad en dør og et vindue. Så det var lidt med blandede følelser, at man stod der helt magtesløs, siger han.

Flammen-direktør Elias Grøftholdt Tychsen kunne torsdag kun se til, efter hans første restaurant var ramt af brand. (Arkivfoto: POLFOTO)
Flammen-direktør Elias Grøftholdt Tychsen kunne torsdag kun se til, efter hans første restaurant var ramt af brand. (Arkivfoto: POLFOTO)
 

Intet kriminelt
Politiets teknikere skal først fredag undersøge stedet for at finde frem til brandårsagen, og derfor har Elias Tychsen og de øvrige ansatte ikke fået mulighed for at komme ind i restauranten og se nærmere på skaderne endnu.

Han har dog kunnet se billeder af branden, hvilket foreløbig har givet ham lidt ro i sindet.

- Vi har selvfølgelig gennemgået vores video-overvågning, hvor vi kan se, at branden stille og roligt opstår ovre i et hjørne, hvor der er nogle køleskabe. Og det er også der, hvor det ser ud til, der har været størst varmeudvikling.

- Så vi kan i hvert fald udelukke, at der er tale om en kriminel handling, og det vi rigtig glade for. Og ud over det, er vi også glade for, at der ikke er sket nogen personskade, siger Elias Tychsen.

Derudover kan han trøste sig med, at en række forholdsregler umiddelbart har været med til at begrænse skadernes omfang.

- Vi kan se, at brandceller og lignende har fungeret efter hensigten, og vi har også haft gennemgang af brandmyndighederne for nylig, så vi har heldigvis taget de forbehold, vi kunne i denne sag. Så det er en rar følelse at sidde tilbage med, selvom det selvfølgelig ikke er behageligt, at der har været brand.

- Umiddelbart ser det jo slemt ud, når der både har været ild og vand på byggematerialer, for det er jo ikke det, de er blevet sat i verden for. Men når vi får skrubbet lidt i overfladen, kan det godt være, at det ikke er så slemt.

Snart på sporet igen
Elias Tychsen tør ikke spå om, hvornår restauranten kan åbne igen, men han håber det sker inden for en overskuelig fremtid.

- Det tager som regel to måneder at bygge en restaurant, så derfor mener jeg også, vi på relativt kort tid kan få elimineret de skader, der er kommet i forbindelse med branden. Men en eksakt tidsplan må vi nok lige vente med til i næste uge, siger han.

Politiet fortalte torsdag formiddag til Ekstra Bladet, at anmeldelsen om branden kom 9.35, og at den hurtigt blev slukket igen af brandvæsnet.

1 af 3 (Foto: Anders Brohus)
2 af 3 (Foto: Anders Brohus)
3 af 3 Flammen i Kolding blev torsdag formiddag ramt af en brand, der har ført til en midlertidig lukning af restauranten. (Foto: Anders Brohus)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere