Fogedret lukket - har modtaget 'mistænkeligt brev'

Politiet er til stede i området, som er delvist afspærret

Et større område er spærret af. Fotograf: Rasmus Skaftved

Opdateret kl. 11.28: Afspærringen på Badehusvej i Aalborg er ophævet og Fogedretten er åben igen. Genstanden var ufarlig, oplyser politiet i en pressemeddelse.

Fogedretten i Aalborg er midlertidigt lukket.

Det skyldes, at Retten på Badehusvej i Aalborg har modtaget et brev, som 'indeholder en mistænkelig genstand'.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Vi har som en del af normal procedure tilkaldt Forsvarets ammunitionsryddere med henblik på at få vurderet genstanden. Vi beder borgerne om at følge vores anvisninger på stedet, siger vagtchef Mads Hessellund, Nordjyllands Politi.

Badehusvej og nogle lokaler i retten er blevet afspærret som følge af hændelsen. Det betyder altså, at fogedretten er midlertidigt lukket, men øvrige retsmøder i Retten i Aalborg fortsætter indtil videre som planlagt.

Politiet oplyser, at de ikke har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Foto: Rasmus Skaftved
Foto: Rasmus Skaftved