Folk flygter fra coronapolitiet

Politiet skal have de gode ben med sig på job, når de skal ud og fange coronakriminelle

Her ses to betjente, der observerer menneskemylderet på Islands Brygge, inden det lørdag 25. april kl. 21 midlertidigt blev forbudt at tage ophold i en zone ved havnefronten. Forbuddet gælder frem til 1. maj kl. 23.59. Foto: Anthon Unger
Her ses to betjente, der observerer menneskemylderet på Islands Brygge, inden det lørdag 25. april kl. 21 midlertidigt blev forbudt at tage ophold i en zone ved havnefronten. Forbuddet gælder frem til 1. maj kl. 23.59. Foto: Anthon Unger

Politiet er færdige med at nøjes med at give råd, vejledning og konduite, når de møder for store forsamlinger under coronakrisen.

Men de skal have konditallet i orden, hvis de vil have fat på alle coronabanditterne, der samles mere end ti personer, eller bevæger sig ind i de forbudte zoner.

I Odenses politikreds har man indtil videre udstedt 18 bøder, i forbindelse med at for mange personer er blevet taget i at være forsamlet. 11 bøder af 2500 kroner blev på engang udstedt på Odense Havn i weekenden, da personerne stod for tæt sammen omkring nogle biler, da en politipatrulje kom forbi.

De prøvede at splitte sig op i to mindre grupper, men blev tilbageholdt af politiet.

Syv andre bøder er tidligere blevet udstedt i Odenses politikreds, da en større forsamling blev taget i at spille fodbold, men dem der havde udsigt til at få en bøde, var hurtige til at få benene på nakken.

- Politiet ankommer til stedet, hvor op mod 40 til 50 stykker er samlet på grund af noget fodbold. Men folk stikker af, da de får øje på politiet, så de fik kun tilbageholdt syv personer, siger Sunniva Pedersen-Reng, presseansvarlig hos Fyns Politi.

For mange til biltræf
Også Østjyllands Politi udstedte coronabøder over weekenden, da de formentlig to langsomste ud af en større forsamling blev sigtet og resten af flokken stak af. I alt har de udstedt 21 bøder i forbindelse med forsamlingsforbuddet.

Lørdag aften fik Midt og Vestsjællands Politi også et praj om, at for mange personer havde forsamlet sig på Lufthavnsvej ved Roskilde Lufthavn.

- Der var en masse biler forsamlet til biltræf, hvilket gav for mange mennesker på stedet. Da en patrulje kom frem, var der flere grupper på mere end ti personer, siger Charlotte Tornquist, kommunikationsrådgiver hos Midt- og Vestsjællands Politi.

- Ved synet af politiet løb folk væk fra stedet, og flere personer løb ind i de holdende biler. Politiet fik fat i to personer, som betjentene med sikkerhed havde set opholde sig i en gruppe på mere end ti personer.

De to personer, politiet fik fat på under biltræffet, er de eneste to, der er blevet sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet i deres politikreds.

Gaderæset Striben blev afholdt lørdag aften i Roskilde. Privatvideo.

Bøderegn i hovedstaden
Det er uvist, i hvor høj grad de københavnske betjente har været nødsaget til at sætte i spurt efter coronasynderne.

Men det har kunnet mærkes i København, at politiet er blevet hårdere i deres måde at håndhæve de nye regler på. Bøderne blev flittig delt ud over weekenden, og siden forbudszonenen på Islands Brygge trådte i kraft lørdag 25. april, er der allerede blevet udstedt 20 bøder til folk, der har bevæget sig ind i den forbudte zone.

Se også: Opholdsforbud: 2500 kroner for to minutters meditation

Islands Brygge er ikke det eneste sted i København, der i weekenden oplevede bøderegn. Søndag blev 34 personer sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet i Københavns Nordvestkvarter og tildelt bøder på 2500 kroner, som de kan se frem til i deres e-Boks.

Se også: 34 personer sigtet i Københavns Nordvestkvarter

På stående fod har Københavns politikreds 103 overtrædelser af bekendtgørelsen. Det er ikke til at sige nøjagtigt, hvor mange af bøderne der er udstedt til personer, der har været en del af for store forsamlinger.

Københavns Politi skiller ikke tallene ad, så andre forseelser i forbindelse med corona er også talt med.