Folkemængde amok: Hænger voldtægtsmand op i klokketårn

En formodet voldtægtsmand blev dræbt af rasende indbyggere i Indien

Den formodede voldtægtsmand blev hevet ud af et fængsel i Indien og tæsket til døde af en rasende folkemængde. De indiske myndigheder undersøger sagen. (Foto: All Over)
Den formodede voldtægtsmand blev hevet ud af et fængsel i Indien og tæsket til døde af en rasende folkemængde. De indiske myndigheder undersøger sagen. (Foto: All Over)

Han blev slæbt ud af fængslet, trukket gennem gaderne, tæsket og sparket til døde og hængt i et klokketårn.

Afstraffelsen var brutal for en formodet voldtægtsmand i Dimapur i det nordøstlige Indien, hvor en rasende folkemængde tog loven i egen hånd.

Den 35-årige mand, Syed Farid Khan, sad fængslet, fordi politiet mistænkte ham for at stå bag voldtægten af en 20-årig kvinde 23. februar, skriver avisen Hindustan Times.

Men indbyggerne i Dimapur ville ikke vente på rettens arbejde. I går brød menneskemængden ind i fængslet, flåede tøjet af manden og trak ham ud i byens gader.

Her blevet han ydmyget og tævet ihjel. Hans døde krop blev til skræk og advarsel trukket gennem byens gader, hvorefter liget blev hængt op i byens klokketårn.

Den 35-årige kom fra Bangladesh, og det kan have været en medvirkende årsag til den voldsomme reaktion fra byens indbyggere.

Dimapur ligger i regionen Nagaland, hvor indbyggerne er stærkt imod illegale indvandrere fra det muslimske naboland.

Efter lynchningen udviklede situationen sig til voldsomme protester mod politiet. En 25-årig mand blev dræbt, da politiet åbnede ild mod demonstranterne.

- Situationen er anspændt, siger politichef i Dimapur, Wezope Kenye, ifølge avisen Hindustan Times.

Lynchningen falder sammen med en heftig debat i Indien, fordi regeringen vil forbyde en BBC-dokumentar om en brutal voldtægt af en ung kvinde i 2012.

Gruppevoldtægten satte gang i nationale protester og vakte international harme mod voldtægter i Indien. Sagen kastede lys på, at der sker udbredt seksuel vold mod kvinder i landet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere