For første gang i 200 år: Mand tiltalt for ulvedrab

En 66-årig mand fra Vestjylland er nu tiltalt for at have skudt og dræbt en ulv. Det er den første sag siden 1800-tallet

Optagelserne her viser manden jagte ulve i marken

En mand er for første gang i 200 år tiltalt for at have skudt og dræbt en ulv.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelse.

Episoden fandt sted tilbage i april i år, hvor politiet modtog en anmeldelse fra et vidne, der havde set noget mistænkeligt. Vedkommende havde kort forinden havde set en mand komme kørende i bil til marken, affyre skud mod en ulv fra bilen og køre væk fra stedet igen.

Efterfølgende blev manden anholdt og sigtet for ulvedrabet, og i da har Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi rejst tiltale i sagen.

Tiltalen lyder på overtrædelse af jagtloven ved forsætligt fra et motordrevet køretøj at have drevet jagt på vildt, der ikke er fastsat jagttid for.

Artiklen fortsætter under billedet

Sådan ser den dræbte ulv ud. Foto: DTU Veterinærinstituttet
Sådan ser den dræbte ulv ud. Foto: DTU Veterinærinstituttet
 

- Anklagemyndigheden har blandt andet på baggrund af en udtalelse fra Miljøstyrelsen vurderet, at nedskydningen af ulven har voldt betydelig skade på de naturbeskyttelseshensyn, som jagtloven og naturbeskyttelsesloven skal sikre, og det ser vi som en strafskærpende omstændighed, fortæller specialanklager Ulrik Panduro fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Usædvanlig sag
I første omgang nedlægger Anklagemyndigheden påstand om fængselsstraf til den 66-årige mand, men den konkrete strafpåstand bliver fremsat, når retssagen starter.

- Det er første gang siden starten af 1800-tallet, at vi har kendskab til, at en ulv blev skudt i Danmark, hvorfor det er nyt, at de danske domstole skal behandle en sag om nedskydning af ulv.

- Hovedsagen er, at der er tale om nedskydning af et dyr, der er totalfredet i det meste af Europa. Vi mener, at der er tale om en bevidst overtrædelse af artsfredningsbekendtgørelsen, og det er det, der gør, at anklagemyndigheden nedlægger påstand om fængselsstraf, siger Ulrik Panduro.

Artiklen fortsætter under billederne

 

Ekstra Bladet omtalte sagen allerede i april, og dengang talte vi med den nystiftede organisation Ulvefrit Danmark, og de tog kraftigt afstand fra den slags metoder.

- Det er slet ikke i orden at overtræde loven på nogen måde. Vi tager kraftigt afstand fra den slags. Vi skal overholde loven, og hvis den bliver overtrådt, så skal man selvfølgelig straffes, sagde formand Kim Paulsen til Ekstra Bladet.

- Men er det ikke netop den slags, I arbejder for?

- Nej. Vi tager afstand fra at skyde ulve og bryde loven. Vi går satser på faglighed og saglighed for at nå frem til et ulvefrit Danmark. Vi ønsker et land, hvor man ikke skal være utryg, når man går i naturen.

- Mange er bange for at møde en ulv i dag, og selvom mange siger, at de ikke er farlige, så har historien vist, at de sagtens kan slå ihjel, sagde Kim Paulsen til Ekstra Bladet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen