Forældre advares efter uhyggeligt fund på legeplads: - Det er jo helt hul i hovedet

En frygtelig opdagelse blev i mandags gjort på en legeplads i Frederiksværk. Nu skal sikkerheden skrues op

Her er en beskrivelse af, hvor kniven var placeret på rutsjebanen. Cesar Corvalan viser og fortæller. Video: Ole Steen

I det ellers rolige Frederiksværk Arresø Boligfællesskab er cyklerne ikke altid låst, og forældrene har trygt kunnet sende deres børn ned til den nye legeplads, som blev indviet i september med stor succes.

 

Legepladsen på Skovfogedvænget er helt ny og et populært mødested for alle børn i området. Foto: Ole Steen
Legepladsen på Skovfogedvænget er helt ny og et populært mødested for alle børn i området. Foto: Ole Steen

Men mandag blev der gjort et skræmmende fund, som har ændret tingene.

Det var ved en lovpligtig gennemgang af legepladsen, at en legepladsinspektør og serviceleder i Arresø Boligfællesskab, Hans Bendix, opdagede bladet fra en hobbykniv klistret fast med silikone, der hvor børnene ellers vil tage fat, når de skal rutsje ned ad rutsjebanen.

- Det var fuldstændig sindssygt at finde, og vi meldte det straks til politiet, fortæller Hans Bendix på en telefon til Ekstra Baldet.

Det var netop her, at bladet fra hobbykniven var klistret fast. Her vil børnene tage fat, når de skal starte deres rutsjetur ned ad rutsjebanen. Foto: Ole Steen
Det var netop her, at bladet fra hobbykniven var klistret fast. Her vil børnene tage fat, når de skal starte deres rutsjetur ned ad rutsjebanen. Foto: Ole Steen
 

Sikkerheden er blevet skruet op
Som konsekvens er sikkerheden på legepladsen blevet skruet op, og de to, der har deres daglige gang i området, er de såkaldte 'gårdmænd' Jesper Andersen og Cesar Corvalan.

Cesar Corvalan og Jesper Andersen er de to daglige gårdmænd i Arresø Boligfællesskab. Det er dem, som fremover kommer til at skulle tjekke legepladsen dagligt. Foto: Ole Steen
Cesar Corvalan og Jesper Andersen er de to daglige gårdmænd i Arresø Boligfællesskab. Det er dem, som fremover kommer til at skulle tjekke legepladsen dagligt. Foto: Ole Steen

- Før i tiden i tjekkede vi legepladsen, når vi var her omkring, og når vi havde tid. Men nu skal vi tjekke den dagligt for at sikre os, at lignende aldrig sker igen, siger Jesper Andersen.

- Problemet er jo bare, at vi ikke er her i weekenden, så når vi går hjem klokken 15 fredag, ved vi jo ikke, hvad der sker her på legepladsen, supplerer Cesar Corvalan.

Derudover har de to gårdmænd været rundt hos alle beboere og uddele advarsler, så forældre er klar over, hvad der er foregået på legepladsen.

- Vi har afleveret et stykke papir med billede af kniven, som det så ud, da det blev opdaget. Vi synes, at det er vigtigt, at beboerne får set alvoren af, hvad der er sket, og så de kan melde det til politiet, hvis de ved noget som helst om sagen, siger Jesper Andersen.

Politiet har ingen spor
Da anmeldelsen kom klokken 14.28 mandag, sendte Nordsjællands Politi straks en patrulje til området for at sikre spor til den videre efterforskning. Selve efterforskningen foretages nu af Opgavesektionen, Station Midt, Nordsjællands Politi, og Ekstra Bladet har talt med politikommissær Morten Riisager-Pedersen.

- Hvor langt er I med efterforskningen?

- Ad flere omgange har vi haft folk ude i området for at stemme dørklokker. Desværre tyder intet på, at nogen har set noget konkret, vi kan bruge til videre efterforskning. Derudover har vi haste-indsendt knivbladet til dna-analyse, men der kan være nogle faktorer, der gør det vanskeligt at finde dna-spor. Vi ved jo for eksempel ikke, hvor længe bladet har siddet fast på rutjsebanen udenfor i vind og vejr.

- Så I har ingen mistænkte på nuværende tidspunkt?

- Nej, det har vi desværre ikke, men vi tager sagen meget alvorligt og arbejder effektivt på dem. Så hvis nogen har set eller hørt noget, må de meget gerne kontakte Nordsjællands Politi.

- Har I en fornemmelse for, om det er såkaldte drengestreger eller en bevidst forbrydelse?

- Det kan jeg ikke sige noget om.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Beboerne er rystede

Heidi Liv Stougaard, ti måneder på Skovfogedvænget:

Foto: Ole Steen
Foto: Ole Steen

- Det er dybt bekymrende, at der findes mennesker, som kunne finde på at skade uskyldige børn. Jeg har selv børn, som bruger legepladsen. Det er jo en helt ny legeplads, og jeg er så stolt af den. Nu tør mine børn jo ikke gå derud, og slet ikke efter at vi havde besøg af politiet i går aftes. Normalt har vi et helt roligt kvarter her, hvor der ikke sker noget. Så det her er jo helt hul i hovedet.

Ulla Aslan, to år på Skovfogedvænget:

Foto: Ole Steen
Foto: Ole Steen

- Jeg synes, at det er skrækkeligt. Jeg bor sammen med mit barnebarn og min datter, og mit barnebarn bruger jævnligt legepladsen. Nu kan vi jo ikke sende ham derned uden selv at skulle med for at tjekke legepladsen. Jeg håber, at de finder dem, som har gjort det, meget hurtigt, så vi beboere kan få noget tryghed igen. Man ved jo ikke, om eller hvornår det sker igen.

Lars Poulsen, syv år på Skovfogedvænget:

Foto: Ole Steen
Foto: Ole Steen

- Jeg synes, at det er forfærdeligt. Så tør forældrene jo ikke sende ungerne herop. Jeg ser ellers masser af børn lege her. Jeg bor jo med udsigt lige ud til legepladsen. Jeg ved ikke, hvilken idiot der kunne finde på noget så åndssvagt. Håber de bliver straffet for det.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen