Forældre dømt: Svindlede sig til børnepenge med falsk tvilling

En scanning viste ét foster, men den syriske mor hævder, hun fødte tvillinger

Amjad - den ene af de to tvillinger eksisterer ikke, men blev opfundet af forældrene for at svindle sig til børnepenge, siger retten på Frederiksberg.
Foto: Mood Board/REX/All Over Press
Amjad - den ene af de to tvillinger eksisterer ikke, men blev opfundet af forældrene for at svindle sig til børnepenge, siger retten på Frederiksberg. Foto: Mood Board/REX/All Over Press

Da en gravid syrisk kvinde blev scannet i 28. uge på Hvidovre Hospital, så lægerne kun ét foster på  885 gram.

Sandsynligheden for, at der var en tvilling til fosteret var meget lille. Men alligevel hævder kvinden, at hun senere fødte drenge-tvillinger ved kejsersnit på et syrisk hospital den 17. februar 2001.

Derfor fik forældrene gennem ni år børnepenge i Danmark for tvillinger.

Men retten på Frederiksberg slog i dag fast, at forældrene kun har én søn, og at de opdigtede det andet barn for at snyde de offentlige kasser for sociale ydelser.

Den 53-årige far blev idømt 30 dages ubetinget fængsel for social-bedrageri, mens hans 40-årige nu fraskilte hustru fik en betinget dom uden straffastsættelse.

- Skal jeg hente børnene?
Faderen ankede på stedet til frifindelse: - Hvad skal jeg bevise mere. Skal jeg hente børnene til retten?, sagde han vredt efter dommen.

I retten hævdede forældrene hårdnakket, at tvillingen Amjad nu bor i Syrien hos faderens familie. Forældrene bluffede sig til både at få et dansk cpr-nummer og pas til den falske tvilling, og har pure afvist at møde op med ham hos Frederiksberg Kommune.

- Det er fuldt bevist, at de to tiltalte har opdigtet et barn. Det ville være meget let for dem at modbevise dette, men det har de ikke ønsket at gøre, sagde dommer Jacob Waage.

Anklager Elisabeth Boserup krævede seks måneders fængsel til faderen, men retten anså at socialbedrageriet for de første år fra 2001 var forældet efter straffeloven. Retsformanden sagde, at bedrageriet var 'ganske groft og organiseret'.

Sagen rullede, da Frederiksberg Kommune fik en anmeldelse fra en ven af familien, som var blevet tilbudt af den 53-årige at begå samme svindel-nummer ved at opfinde en 'skygge-tvilling'. Det syntes vennen var for groft.

Familielægerne så kun et barn
Kontrolenheden hos kommunen undersøgte sagen og fik en kraftig mistanke om, at det ene barn slet ikke eksisterede og meldte sagen til politiet. Efterforskningen viste, at ingen af familiens læger nogensinde havde set mere end et barn, og Amjad havde aldrig været tilmeldt nogen børneinstitutioner eller skoler.

Familien flyttede fra København til Kalundborg og derefter til Frederiksberg Kommune.

Naboer havde ikke set mere end et barn, og den 53-åriges eks-kone og hans voksne søn fra første ægteskab kendte heller intet til det andet barn. På Facebook kunne politiet finde hele den syriske familie bortset fra Amjad.

Politiet undersøgte passagerlister fra de flyrejser, hvor forældrene angiveligt var rejst til Syrien med tvillingerne, men kun den ene dreng stod opført.

Intet bevis for barn nummer to
- Jeg har ikke fundet noget bevis for, at der er to børn. Jeg har bedt de to tiltalte om bare at vise et foto de to børn, men det har jeg ikke fået. Det undrer mig, at en mor ikke har et eneste billede af sine to børn, fortalte den efterforskende politiassistent i retten.

Se også: Politiet: Forældre fik børnepenge for falsk tvilling

Den 53-årige flyttede en overgang til Malmø, hvor han også søgte om børnebidrag til tvillingerne. Men da de svenske myndigheder forlangte dokumentation for børnene, trak han ansøgningen og flyttede tilbage til København, hvor børneydelserne automatisk blev genoptaget.

Ifølge en anmelder, som Frederiksberg Kommune holder anonym, så 'lånte' forældrene et barn af kvindens bror, der blev udgivet for Amjad.

Efter at 'tvillingerne' var født i Syrien gik faderen og kvindens bror op på den danske ambassade i Damaskus og søgte om opholdstilladelse i Danmark for tvillingerne.

Dokumentationen var fotokopier af to syriske fødselsattester med fotos af et par få dage gamle spædbørn. De danske myndigheder havde ingen anelse om, hvorvidt fødselsattesterne var ægte.

Fik nemt dansk cpr-nummer
Men 'tvillingerne' fik danske cpr-numre, hvorefter der helt automatisk blev udbetalt børnepenge for to børn til forældrene i Danmark.

Udbetalinger var sat i bero i tre år fra 2006 til 2009, hvor forældrene anmeldte til cpr-registeret, at Amjad var udrejst til Syrien. Hvorfor de holdt tre års pause med svindlen, står ikke klart.

I retten forklarede den 40-årige kvinde, at begge drenge var syge. Den ene havde astma og Amjad havde epilepsi.

- Jeg kunne ikke klare at passe begge to, og Amjad kunne få en bedre behandling i Syrien, forklarede hun.

I Danmark findes ingen sygejournaler, der kan dokumentere, at de epileptiske Amjad nogensinde har været til læge eller på hospitalet.

Kan cpr-nummeret nu slettes?
Forældrenes forsvarer advokat Henrik Karl Nielsen krævede frifindelse. Han mente, at når tvillingen Amjad både havde et dansk cpr-nummer og dansk pas, så måtte man lægge til grund, at han også eksisterede.

- Anklageren har ikke bevist, at barnet ikke eksisterer. Det er en højst usædvanlig sag, hvor anklageren hævder, at en navngiven person med dansk cpr-nummer ikke eksisterer, sagde anklageren.

Med dommen kan cpr-kontoret, hvis den stadfæstes i Østre Landsret, formentlig slette den falske tvilling i det danske personnummer-system.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere