Forældre fængslet for vold mod tre børn: Nu bliver 12-årig datter truet

Har fortalt politiet om mishandling, nu trues 12-årig pige til at ændre forklaring

En kun 12-årig pige, der har fortalt politiet, hvordan hun og hendes to søskende på otte og 11 år blev groft mishandlet af deres forældre, bliver nu truet til at trække sin forklaring tilbage.

Det kom frem i Københavns dommervagt i dag, hvor en 21-årig kvinde, der er relateret til forældrene, blev varetægtsfængslet i 13 dage, sigtet for vidne-trusler.

Hun har, ifølge sigtelsen, truet den 12-årige pige i en sms og på Facebook i forsøget på at få sagen mod forældrene droppet. Forældrene, hun 37 og han 40 år, blev varetægtsfængslet den 20. januar, sigtet for mishandling og grov vold mod de tre børn.

Forældrene sigtes for adskillige gange og i perioder dagligt at have slået de tre børn i ansigtet og på kroppen med med flad og knyttet hånd og slået dem i hovedet med en sko.

Den ældste datter, som nu bliver truet, blev slået på benene og knæene med et cricketbat, så det begyndte at bløde, lyder sigtelsen. Hun fik også presset en pude over ansigtet, så hun fik svært ved at trække vejret og fik dobbeltsyn.

Se også: Sigtelse: Forældre tævede datter med cricketbat

Endelig sigtes forældrene for at have slået den 11-årige søn adskillige gange på kroppen med et kosteskaft, så han fik blodudtrædninger.

- De bliver voldtaget
Men den 21-årige kvinde, der nu er varetægtsfængslet for trusler mod den 12-årige pige, mener, at forældrene er uskyldige. Børnene er blevet video-afhørt hos politiet, og i en sms til den 12-årige truede hun:

'Men hvis du ik gør alt hvad du kan for de ikke bliver dømt for vold ødelægger du din familie for altid for så selvom du ombestemmer dig skal du være i en plejefamilie resten af dit liv. I plejefamilier er der tit gamle mænd der voldtager børn. Vil du risikere at du er grunden til, at  (navnene , red.) ender hos en klam plejefamilie, hvor de bliver voldtaget?'

Ifølge sigtelsen svinede den 21-årige også den 12-årige til på Facebook, hvor hun skrev, at hun er 'en stor løgner, der sender hendes forældre og mormor i fængsel for noget de ikke har gjort, så hun kan komme til et behandlingshjem og få al den frihed hun vil. Hun er sådan et forfærdeligt menneske, hun vil sende uskyldige mennesker i fængsel og lade hendes søster og bror lide'.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og den 21-åriges stilling til sigtelsen kendes ikke.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere