Forældre og deres voksne datter dømt for vold mod familiens søn

Iransk far udvises betinget, og alle tre slipper for yderligere afsoning

Et iransk forældrepar og deres 23-årige datter er i dag blevet dømt for grov vold med karakter af mishandling mod den ene af forældrenes to sønner, der i årevis blev udsat for vold i hjemmet.

Drengen er i dag 16 år, men var syv år gammel, da volden begyndte, og den fortsatte gennem otte år til han var 15, hvor han stak af hjemmefra.

Drengen og hans familie har i dag ingen kontakt.

Drengen blev ifølge tiltalen udsat for lussinger og slag med bælte, køkkenredskaber og flad hånd, mens forældrene i dag ved retten på Frederiksberg blev frifundet for at have holdt hans hænder og tunge over en lighterflamme.

Se også: Tiltale mod hel familie: Mor holdt søns hænder over en lighter-flamme

Den 51-årige far blev idømt ni måneders fængsel, heraf syv betinget, og han blev betinget udvist med en prøvetid på to år.

Den 50-årige mor fik også ni måneders fængsel, heraf syv betinget, mens den 23-årige datter, der blev fundet skyldig i 'almindelig' vold efter straffelovens § 244 og vidnetrusler mod sin lillebror fik tre måneders fængsel, heraf en måned betinget.

Straf udstået med varetægt
Familien skal altså hver afsone to måneders fængsel, men da de under efterforskningen sad varetægtsfængslet i to måneder, er den ubetingede del af straffen allerede afsonet.

Retssagen har været langvarig. De tre tiltalte blev afhørt over tre dage, og derefter var der en række vidner og video-afhøringer af den forurettede dreng og hans lillebror.

Både forældrene og deres yngste søn lider af dårligt helbred.

Dommen i dag blev afsagt uden, at der blev holdt et retsmøde.

Volden mod sønnen skete ifølge tiltalen under rejser til Iran og på familiens skiftende bopæle i København. Forældrene tævede sønnen med lussinger, slag, et bælte, køkkenredskaber og flad hånd, så han fik mærker på kroppen.

Storesøsteren begyndte, ifølge tiltalen, at deltage i afstraffelsen af lillebroderen fra 2014, hvor hun også tævede ham jævnligt med diverse køkkenredskaber og flad hånd, selv om hun godt vidste, at forældrene også slog ham.

Dømt for vidnetrusler
Retten på Frederiksberg mente dog, at den vold, som søsteren udøvede, ikke var af særlig rå, brutal eller farlig karakter, men 'almindelig' vold.

Den 23-årige søster var desuden tiltalt for vidnetrusler, fordi hun forsøgte at få lillebroderen til at trække sin forklaring til politiet tilbage. Drengen havde fået ophold og beskyttelse hos en 15-årig kammerat, som blev opsøgt på sin skole af den 23-årige kvinde.

Her truede hun drengen: - Du skal få (navnet på lillebroderen) til at tage sig sammen og stoppe alt det her. Hvis du ikke gør det, så vil jeg sørge for, at din mor bliver anholdt for kidnapning, og at du bliver fjernet fra din mor og tvunget til at bo hos din far, sagde den 23-årige.