Forældre og sønner i retten for hjemmerøverier: Truede med at klippe testikler af offer

Hidtil største sag om hjemmerøverier i Danmark indledt mod kroatisk familie på seks personer

En kroatisk familie er tiltalt i den hidtil største sag om hjemmerøverier i Danmark. (Foto: Per Rasmussen)
En kroatisk familie er tiltalt i den hidtil største sag om hjemmerøverier i Danmark. (Foto: Per Rasmussen)

RETTEN I NYKØBING FALSTER (Ekstra Bladet): Smykker, ure, porcelænsfigurer, computere, tasker, kontanter og en lang række andre effekter.

En kroatisk familie på seks personer var ikke kræsne, når de under vold, trusler og frihedsberøvelse røvede ældre mennesker i deres egne hjem. Røverierne blev begået på adresser fordelt over det meste af landet.

Flere af ofrene fik en særdeles hård medfart under røverierne. En mand blev truet med, at røverne ville klippe hans testikler af. Andre blev truet med kniv eller saks, og en kvinde blev tvunget ind i sin egen bil og til at køre rundt til kontantautomater for at hæve penge til gerningsmændene.

Ved flere lejligheder kneblede gerningsmændene ifølge anklagerne deres ofre, ligesom de benyttede strips, håndjern og snor til at fiksere de ældre mennesker.

Det fremgår af tiltalen i den hidtil mest omfattende sag om hjemmerøverier i Danmark, som nu indledes ved retten i Nykøbing Falster. Flere af de 45 tiltalepunkter kan hver for sig give op til fem-seks års fængsel.

Fire af de tiltalte nægter sig skyldige, mens to erkender flere forhold.

Den kroatiske familie bestående af et forældrepar og fire sønner står i nævningesagen tiltalt for 26 røverier, hvoraf 25 blev begået i 2017. Det første skete i november 2016.

De seks tiltalte sidder i retten bænket bag deres forsvarere, flere af dem er ledsaget af tolke. Umiddelbart bag advokater, tiltalte og tolke er seks politibetjente.

Omfattende efterforskning
Da politiet slog til mod den kroatiske familie i november sidste år, var deres hus proppet med koster, som kan spores tilbage til hjemmerøverierne og 11 indbrud, som der også er rejst tiltale for.

Retsmødet blev klokken 9.30 indledt med en begæring om navneforbud fra forsvarernes side. En enkelt forsvarer begærede desuden referatforbud. Både anklager og pressens repræsentanter protesterede.

Efter kort votering blev der afsagt kendelse om, at der hverken er navne- eller referatforbud i sagen.

Derefter tog de otte nævninge plads i salen, hvorpå anklager Susanne Bluhm begyndte at læse det 27 sider lange anklageskrift op.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Hjemmerøveri mod et ægtepar i Præstø er en af episoderne, som medlemmer af en kroatisk familie er tiltalt for. Foto: Per Rasmussen
Hjemmerøveri mod et ægtepar i Præstø er en af episoderne, som medlemmer af en kroatisk familie er tiltalt for. Foto: Per Rasmussen
 

Politiinspektør Kim Kliver, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, siger, at der har været tale om en meget omfattende efterforskning i samarbejde med flere politikredse og Rigspolitiet.

Afbrød røveri
– Det er heldigvis meget usædvanligt, at vi tiltaler for så omfattende og grov kriminalitet begået i folks private hjem. Men nu er det så op til domstolene at bedømme vores bevismateriale, siger han.

Sagen har udviklet sig konstant, siden politiet greb ind midt under et hjemmerøveri i Hvidovre 13. november sidste år.

Den ene søn blev anholdt på stedet, mens den anden sprang ud ad vinduet og blev anholdt senere.

Ifølge tiltalen har der typisk været to, tre eller fire hjemmerøvere, der brød ind på adresserne, men andre har deltaget i planlægningen og været med til at dele udbyttet.

Forældrene har, ifølge tiltalen, været med til at planlægge og forberede hjemmerøverierne, mens sønnerne har taget sig af det 'beskidte arbejde'.

Der er afsat 20 retsdage til sagen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere