Forældre sigtes: Tvillinger mishandlet, den ene er død

Par nægter sig skyldige, men er varetægtsfængslet i fire uger mere

Retten på Frederiksberg fængslede i dag forældrene i endnu fire uger. Foto: Philip Davali
Retten på Frederiksberg fængslede i dag forældrene i endnu fire uger. Foto: Philip Davali

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Et københavnsk forældrepar sigtes for grov vold mod deres tvillinger, hvoraf det ene spædbarn forleden døde af sine skader på hospitalet.

Det kom torsdag frem i et retsmøde i Retten på Frederiksberg, hvor politiet udvidede sigtelsen mod parret for dødsvold mod den ene tvilling, mens de sigtes for grov vold mod det andet spædbarn.

Der er ifølge sigtelsen tale om vold med karakter af mishandling, som har forvoldt betydelig skade på børnene. Sigtelsen lyder, at volden er foregået fra tvillingernes fødsel og frem til forældrenes anholdelse.

Parret, der er i 30'erne, nægter sig skyldige. De blev fortsat fængslet i fire uger.

De blev oprindeligt varetægtsfængslet for grov vold mod babyerne i starten af oktober, men allerede dagen efter retsmødet døde pigen. Det er endnu uvist, om det overlevende spædbarn får varige skader.

Det døde barn er blevet obduceret, og undersøgelsen viste, at barnets skader var årsagen til dødsfaldet, erfarer Ekstra Bladet.

Volden skal have bestået af såkaldt 'ruskevold'. Det er, ifølge sigtelsen, foregået i parrets hjem i København.

Retsmøde med forhindringer
Parret sidder nu i Vestre Fængsel, og torsdag skulle de have varetægtsfængslingen forlænget. Manden kom til Retten på Frederiksberg fulgt af fængselsbetjente, men kvinden dukkede aldrig op, fordi Kriminalforsorgen ikke havde mandskab til at køre hende fra fængslet til retten.

Politiet var i stedet blevet bedt om at stå for transporten, men havde åbenbart ikke fået besked. Så i hast måtte Vestre Fængsel føre den sigtede kvinde op til fængslets videorum, så der kunne oprettes et videolink til retten. Hun var synligt berørt og græd, da videosignalet endelig kom igennem til retten.

Forældrenes forklaringer om den påståede vold kendes ikke, da begge retsmøder i sagen har været for lukkede døre. Anklager Camilla Fahrenkrug læste den nye sigtelse om dødsvold op og bad herefter om dørlukning, blandt andet fordi politiet mangler flere afhøringer i sagen.

Retsmødet endte med, at forældrene blev fortsat fængslet i fire uger. De tog forbehold for at kære afgørelsen til Østre Landsret.

Den kvindelige sigtede har ønsket at skifte forsvarer fra advokat Ole Larsen til advokat Karoline Normann, men ombeskikkelsen er endnu ikke sket.

Sagen efterforskes hos afdelingen for personfarlig kriminalitet i København. Her ønsker efterforskningsleder Brian Belling ikke at udtale sig om sagen, så længe den kører for lukkede døre.