Forældre skyldige: Dræbte deres uønskede baby

Retten i Glostrup har afgjort skylden i sagen mod et forældrepar, der er tiltalt for drab på deres syv uger gamle datter, som døde af grov vold

Retten i Glostrup, Ekstra Bladet: Et forældrepar er ved Retten i Glostrup netop fundet skyldige i at have dræbt deres baby Mona med grov vold, mens pigen var indlagt på Herlev Hospital og Rigshospitalet, fordi hun var for tidligt født.

Pigen døde kun syv uger gammel, da lægerne slukkede for hendes respirator på Rigshospitalet 25. april sidste år. Retssagen har afsløret, at pigen var uønsket af forældrene.

Den 34-årige far og 24-årige mor er skyldige i at have dræbt den lille pige i fællesskab, oplyste retsformand Henrik Munkholm.i retten. Det var et enigt nævningeting, der fandt forældrene skyldige.

- De tiltalte ønskede ikke et barn, og efter Monas fødsel ønskede de ikke, at hun skulle leve, sagde retsformanden.

Senere i dag afgør retten, hvilken straf forældrene skal idømmes. Den 34-årige er af irakisk afstamning, men dansk statsborger. Hans 24-årige hustru er iraker og kræves udvist for bestandigt.

Se også: Anklager: Forældre skal have 16 års fængsel

Forældene er den 34-årige Mohamad-Bager Faieq H Al-Jeboury og den 24-årige Rand Yaseen. De sad og kiggede ned, da skyldkendelsen blev afsagt, men der var ingen synlige følelser at se hos forældrene, der nu kan se frem til mange års fængsel.

Svære kvæstelser
Obduktionen af babyen viste, at hun havde 18 ribbensbrud i højre side, 13 ribbensbrud i venstre side, brud af venstre isseben, der medførte sammenklapning af lungerne, iltmangel og udbredte svære hjerneforandringer. Skaderne skyldtes ifølge tiltalen vold ved klemning, slag, ruskevold eller anden moderat til svær stump vold.

Volden skete i perioden fra fødslen 4. marts og frem til 11. april, hvor forældrene fik forbud mod at være alene på hospitalsstuen med deres datter.

Forældrene har under retssagen, der har varet i seks dage, nægtet sig skyldige.

Under retssagen forklarede retsmedicineren Jytte Banner, at skaderne næppe kunne være opstået på andre måder end ved vold - De har bløde knogler. Der skal noget til at brække knoglerne på sådan et lille barn, forklarede Jytte Banner.

Ledende overlæge på Neonent-alafdelingen på Rigshospitalet, Morten Breindahl, bekræftede, at der skal aldeles stor kraft til at skade et spædbarns knogler.

- Et nyfødt barns knogle er meget lig gummi, fordi de skal kunne give efter, når det skal fødes. Der skal meget stor kraft til at et ribben brækkes. Ikke engang når vi giver hjertemassage, brækker ribben. Kun meget sjældent, forklarede han.

Var fælles om volden
Retsformand Henrik Munkholm sagde, at efter en samlet vurdering af beviserne finder retten det godtgjort, at de tiltalte i forening dræbte deres barn.

- Det er bevist, at de i flere tilfælde under opholdene på Herlev Hospital og Rigshospitalet efter aftale og fælles forståelse udøvede vold mod Mona, der var helt værgeløs, skriver retten i skyldkendelsen.

- Volden resulterede i blandt andet underhudsblødning i højre tinding og et brud på venstre isseben samt 31 ribbensbrud, der medførte, at Monas lunger punkterede, hvilket efter de retsmedicinske erklæringer førte til Monas død, siger retten.

- Det ver bevist, at de ved udøvelsen af volden havde til hensigt, at Mona skulle dø, fastslår retten.

Rand Yaseen fandt 2. oktober 2018 ud af, at hun var uønsket gravid. Hendes mand havde i forvejen to piger fra et tidligere ægteskab, og han sagde til hende, at hvis det blev en pige, så ville han ikke have barnet. Han foreslog, at de tog til Irak for at få en abort.

Blandt beviserne i sagen var blandt andet en omfattende korrespondance på Viber mellem forældrene, men hustruen var i Irak. Hun skrev: - Jeg vil hen til apotekeren og sige til ham, at han skal give mig noget, der kan dræbe barnet.

Mohamad svarede: 'ha,ha,ha,ha' - gentaget tre gange.

5. februar 2019 skrev Rand til Mohamad: 'Alt hvad der forårsager abort, har jeg taget'.

Manden svarede: 'Ved Gud, jeg vil bare gerne have at hun dør, det er bedst'.

Men den lille pige levede videre og blev født alt for tidligt 4. marts 2019, hvor hun kun vejede cirka 600 gram. Men lægerne bedømte, at hun ikke havde problemer med at kunne overleve.

Efter skyldkendelsen er der en kort pause inden anklageren og forsvarerne skal procedere om, hvilken straf de nedlægger påstand om. Dommen ventes senere i eftermiddag.

Se også: Retsmediciner om dødt spædbarn: Massive skader skyldes klem eller rusk

Se også: Sygeplejerske chokeret over drabstiltalte forældre: - Jeg bliver ærligt talt vred

Se også: Far tiltalt for drab på spædbarn: - Man dræber ikke, man laver abort

Se også: Forældre tiltalt for drab: Baby blev tæsket ihjel på hospitalet