Forældre til afdøde Laura i chok: Der var rotte-gift i narko-pillerne

De ulykkelige forældre til 18-årige Laura, som døde lørdag efter at have taget ecstasy-piller, bønfalder andre unge om at lade være

Video: Claus Jessen

Ved du noget: Mail 1224@eb.dk eller sms/mms 1224 til alm. takst

18-årige Laura Terkelsen fra Gredstedbro fik en forfærdende død, da hun lørdag mistede livet efter at spist en eller flere formentligt ecstasy-piller under en sammenkomst fredag nat i Bramming.

- Lægerne på Sydvestjysk Sygehus har fortalt os, at der er fundet spor af rottegift i pillerne. Lægerne har målt rottegiften i de blodprøver, som de tog på Laura, fortæller det ulykkelige og chokerede ægtepar Anita og Marinus Terkelsen til Ekstra Bladet.

Forældreparret fra Gredstedbro syd for Esbjerg ønsker at stå frem i Ekstra Bladet med deres viden og sorg for at advare andre unge om at tage stoffer.

Altid advaret børnene
- Vi har altid advaret vores tre børn om, at de aldrig måtte tage narko. De kunne drikke alkohol. Men ikke tage stoffer. Lauras veninder har fortalt os, at Laura  aldrig har taget stoffer før. Hendes søskende siger det samme.

Vi ved ikke, hvad der er sket fredag nat. Er hun blevet presset? Er hun blevet lokket? Eller har hun selv haft lyst til at prøve en enkelt gang. Vi får det nok aldrig at vide.

- Men vi ved bare, hvilken sorg det er at miste et barn på denne måde. Vi forstår jo slet ikke endnu, at vi har mistet Laura for evigt, lyder det fra 47-årige Anita Terkelsen.

Anita og Marinus Terkelsen på Lauras værelse. Blomsterne er fra vennerne. Foto: Claus Jessen.
Anita og Marinus Terkelsen på Lauras værelse. Blomsterne er fra vennerne. Foto: Claus Jessen.
 

Skal bære hende ud af kirken
Familien Terkelsen er en arketypisk god, dansk familie med sunde interesser og godt sammenhold. Marinus arbejder som smed, Anita som social- og sundhedsassistent. Sønnen Daniel er soldat, og 15-årige Nikoline går i skole. Nu afdøde Laura gik på VUC.

– Jeg tænkte for nylig på, at jeg om nogle år skulle føre Laura op ad kirkegulvet, når hun skulle giftes. Nu skal jeg om få dage være med til at bære hendes kiste ud af kirken i stedet, fortæller Marinus Terkelsen.

'Vi ses i morgen'
Lauras lillesøster Nikoline var den sidste i familien, der talte med Laura.

- Hun ringede til mig klokken 03:45 og sagde, at hun elskede mig. Hun lød ikke som hun plejer. Hun virkede påvirket, men jeg troede, at det var alkohol. Jeg tænkte ikke på, at der kunne være noget galt. Det sidste hun sagde var: 'Vi ses i morgen,' fortæller Nikoline.

Laura ringede til sin lillesøster Nikoline få timer før hun gled over i bevidstløsheden. Vi ses i morgen, var det sidste hun sagde. Privatfoto.
Laura ringede til sin lillesøster Nikoline få timer før hun gled over i bevidstløsheden. Vi ses i morgen, var det sidste hun sagde. Privatfoto.
 

Lige nu forsøger familien at forstå det uforståelige og få orden i det indre kaos, som tragedien har udløst.

– Lørdag aften lagde vi vores madrasser ind på gulvet her i stuen, og så forsøgte vi alle fire at få lidt søvn. Vi kunne ikke klare tanken om, at vi skulle sove hver for sig. Vi må holde sammen i denne tragedie, siger Marinus Terkelsen.

'Jeg så lægen give hjertemassage'

Laura blev hasteindlagt tidligt lørdag morgen, og få timer efter døde hun. Familien var samlet om hende, da hun døde. Den unge kvinde fik flere gange hjertestop, og lægerne forsøgte forgæves at få liv i hende ved hjertemassage.

– Jeg så lægen stå på en skammel og give hende hjertemassage. De billeder vil jeg altid bære rundt på. Jeg slipper aldrig af med dem. Det er så forfærdeligt, siger en hovedrystende Marinus Terkelsen.

Rasende på bagmændene
Familien Terkelsen er rasende på de kyniske narko-bagmænd, som har fremstillet ecstacy-pillerne under så uhumske forhold, at der ligefrem er kommet rottegift i dem.

Familien står samlet i sorgen over tabet af Laura. Forrest Marinus og Anita. Bagerst Nikoline og Daniel. Foto: Claus Jessen
Familien står samlet i sorgen over tabet af Laura. Forrest Marinus og Anita. Bagerst Nikoline og Daniel. Foto: Claus Jessen
 

– Både narkobagmændene og de unge, som har solgt pillerne, bør have langt hårdere straffe. Det samme gælder de unge mænd i lejligheden i Bramming, som gav pillerne til Laura. For bagmændene er det her en kold og kynisk forretning. Det skal bare stoppes, lyder det fra en vred Marinus Terkelsen.

Midt i sorgen er familien Terkelsen dog dybt taknemmelige over den gode behandling, de har fået af både personalet på Sydvestjysk Sygehus og de involverede politibetjente.

– Alle har virkelig hjulpet og støttet os, siger Anita Terkelsen.

Mandag skal Laura obduceres og forældrene skal sammen med en bedemand planlægge den forestående begravelse.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere