Forældre tiltalt: Begik sexovergreb på to små sønner

Drenge på 10 og 14 fortalte lærer om, hvad der skete i hjemmet. Så blev forældrene anholdt

Retten i Nykøbing Falster har afsat to dage til retssagen mod forældrene. Dommen ventes torsdag. Foto: Per Rasmussen
Retten i Nykøbing Falster har afsat to dage til retssagen mod forældrene. Dommen ventes torsdag. Foto: Per Rasmussen

To drenge på 10 og snart 14 år har i mere end tre år været udsat for vold og grove seksuelle overgreb begået af deres egne forældre.

Sådan lyder tiltalen mod forældrene, faderen 45 år og moderen 36 år, som onsdag stilles for retten i Nykøbing Falster.

Her er de tiltalt for vold, blufærdighedskrænkelser, forsøg på voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, incest og børneporno. Forældrene nægter sig skyldige.

De mange overgreb blev ifølge anklageskriftet begået i familiens hjem på Lolland og begyndte i sommeren 2014, hvor drengene var syv og 11 år gamle, og fortsatte frem til april i år.

Sagen kom frem, da drengene talte med en lærer om, hvad de blev udsat for i hjemmet. Skolen gik til kommunen, som anmeldte sagen til politiet, der blandt andet har videoafhørt de to drenge.

Forældrene har været på fri fod under hele efterforskningen.

Fotos på mobilen
Blandt beviserne i sagen er fotos fundet på moderens mobiltelefon, hvor hun har fotograferet drengenes blottede lem, mens de sov. Den yngste dreng fik også fotograferet sin nøgne bagdel, mens han fik taget sin temperatur.

Blandt de otte forhold i anklageskriftet er blufærdighedskrænkelser, hvor forældrene havde samlejer i stuen, mens drengene kiggede på, og hvor faderen onanerede foran øjnene af den yngste dreng.

Forældrene er også tiltalt for forsøg på voldtægt ved andet seksuelt forhold. I det ene tilfælde lå moderen nøgen i sofaen i stuen og opfordrede sin yngste søn til sex efter faderens opfordring. Men drengen afslog at medvirke.

I et andet forhold opsøgte moderen, ifølge tiltalen, nøgen sin ældste søn på drengens værelse og tvang ham til oralsex, mens hun fotograferede og efterfølgende sendte billederne til sin mand, der havde opfordret hende til overgrebet.

Forældrene er også tiltalt for vold mod begge drenge gennem flere år. I et tilfælde fik den yngste slået hovedet ned i spisebordet. Volden skete ofte, mens børnene overværede hinandens vold.

Ifølge tiltalen var moderen vidende om, at faderen slog børnene, men hun lod det passere og i nogle tilfælde overværede hun volden uden at gribe ind.

Retten i Nykøbing Falster har afsat to dage til sagen, hvor dommen ventes på torsdag.