Forældre tiltalt: Spædbarn brækkede flere knogler

Drengen fik alvorlige skader i forbindelse med mishandlingen, som hans forældre er tiltalt for

Sagen kører som en nævningesag i Retten i Sønderborg. Foto: Philip Davali
Sagen kører som en nævningesag i Retten i Sønderborg. Foto: Philip Davali

Et spædbarn fik en umanerlig hård start på livet, da han ifølge anklageskriftet mod hans forældre blev udsat for grov vold i deres hjem i Nordborg og muligvis også på andre adresser.

Den spæde dreng blev mishandlet så groft med vrid og træk i arme og ben og slag mod kroppen, at han brækkede venstre skinneben, både højre og venstre kraveben, fik seks brækkede ribben og blodunderløbne mærker på maven, fremgår det af anklageskriftet.

Det skete fra omkring to-seks uger før den 4. december sidste år samt umiddelbart før 4. december sidste år klokken 21.17 'i forening, herunder ved gensidig viden om og accept af voldsudøvelsen eller ved gensidig tilskyndelse, råd eller dåd', fremgår det af tiltalen.

Tirsdag starter nævningesagen i Retten i Sønderborg mod en 24-årig mand og en 28-årig kvinde. Kvindens advokat Hans Henrik Fischer oplyser, at hans klient påstår frifindelse, og samme melding lyder fra Peter Nisgaard Brink, der er advokat for den 24-årige mand.

Forældreparret blev anholdt uden dramatik 12. december sidste år og fremstillet i et lukket grundlovsforhør dagen efter, hvor begge nægtede sig skyldige.

Politiet meldte i den forbindelse ud, at der var tale om en seks uger gammel dreng, der havde pådraget sig alvorlige skader, men var uden for livsfare.

Den 24-årige mand er ligeledes tiltalt for vold 22. april sidste år ved at have slået en person i ansigtet med knyttet næve.

Anklagemyndigheden har i anklageskriftet nedlagt påstand om, at hans dømmes til anbringelse i en institution for personer med vidtgående psykisk handikap uden længstetid.

Der er afsat fire en halv retsdag til sagen.