Forbrugerombudsmanden politianmelder diskotek

Ifølge ombudsmanden målrettede diskoteket alkoholreklamer til gymnasieelever

Diskoteket The Gap Aalborg er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden.

Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Ifølge ombudsmanden målrettede diskoteket reklamer for arrangementer med alkohol mod gymnasieelever og dermed unge under 18 år. Det er ulovligt at omtale alkohol i reklamer rettet mod unge under 18.

I 13 tilfælde skal diskoteket have lovet frie sjusser og shots i forbindelse med arrangementer for eleverne på forskellige gymnasier i Nordjylland.

Til baggrund for anmeldelsen har Forbrugerombudsmanden forholdt sig til tal fra Danmarks Statistik, som viser, at cirka halvdelen af gymnasieeleverne i Danmark er under 18 år.

I et af tilfældene skrev diskoteket på Facebook: 'Nørresundby Takeover - Lørdag den 16. september frie sjusser og shots fra 23.00 - 00.00 for alle på Nørresundby Gymnasium - The Gap - Nightclub'. I og med der var tale om alle på gymnasiet, tolkes det altså som en reklame for alkohol målrettet unge under 18 år.

Ifølge Forbrugerombudsmanden er det uden betydning, at diskoteket undlader at udskænke alkohol til unge under 18 år, da det er selve markedsføringen, der er ulovlig.

- Ifølge markedsføringsloven må virksomheder ikke reklamere med alkohol overfor unge under 18 år. Hensigten med forbuddet er at beskytte de unge. Når vi vurderer, at diskoteker eller andre retter reklamer med alkohol mod gymnasieelever - hvor mindst halvdelen er under 18 år - politianmelder vi, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse.

Politianmeldelsen mod diskoteket er den niende i år, som Forbrugerombudsmanden retter mod danske diskoteker.

Den seneste anmeldelse kommer efter, at Alkoholreklamenævnet har klaget til Forbrugerombudsmanden over diskoteket.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere