Fordobling af anmeldelser: 'Voldsomt'

'Skru ned eller vi skruer bissen på', lyder det i en opfordring fra Fyns Politi, efter de har oplevet en fordobling i antallet af anmeldelser om larm og høj musik

357 anmeldelser om musik til ulempe.

Så mange har Fyns Politi modtaget i løbet af den sidste måned, hvilket næsten er en fordobling i forhold til antallet sidste år.

Hos Fyns Politi kalder man antallet 'voldsomt' og sender nu en klar opfordring, hvis man er en af de festglade danskere, der inviterer hjem til privatfest eller skruer op for soundboxen på grønne områder.

- Skru ned eller vi skruer bissen på, lyder det fra Fyns Politi, som opfordrer til, at man viser hensyn til naboer og andre beboere i området, hvis man vælger at holde en fest.

Bødeblokken kommer hurtigere frem
Hvis politiet fortsat oplever, at der ikke bliver vist hensyn, har de tænkt sig at skride hårdere ind og hive bødeblokken frem.

- Vi vil allerhelst klare det med dialog, men vi er der nu, hvor vi kommer til at give flere bøder – og det kan jo nemt ødelægge den gode stemning. Derfor ser vi helst, at folk selv indser, at deres musiksmag måske ikke skal deles med hele nabolaget, siger Sten Sørensen.

Hvis der alligevel måtte være nogen, der spiller høj musik og ikke viser hensyn, kan de ende med at konfiskere højtaleren eller soundboxen, skriver politiet.

Lav en forventningsafstemning
Stort set alle landets politikredse i landet oplever lige nu et stort antal af anmeldelser om musik til ulempe, skriver Rigspolitiet på deres Twitter fredag.

Hos Fyns Politi vurderer de, at er en naturlig konsekvens af, at bylivet lukker tidligt og danskerne flytter festen.

- Næsten 200 af de 357 anmeldelser om musik til ulempe vedrører private fester. De resterende er fra grønne områder og på gaden, siger viceinspektør hos Fyns Politi Sten Sørensen, som godt kan forstå, at de unge mennesker rykker festen.

Hvis man vil bøder, opfordrer politiet til, at man laver en forventningsafstemning med sine naboer, inden festen for alvor går i gang.