Forex: Vi gav Maibritt falske penge med på ferien

Et ukendt antal danske banker og vekslebureauer har solgt falske indiske pengesedler, advarer politiet

Maibritt Hansen, 54, blev anholdt i Indien med falske pengesedler. Dem havde hun fået udleveret i Forex Bank i København. (Privatfoto)
Maibritt Hansen, 54, blev anholdt i Indien med falske pengesedler. Dem havde hun fået udleveret i Forex Bank i København. (Privatfoto)

Politiet i København advarer om, at flere banker og vekslebureauer i Danmark har udleveret falske indiske pengesedler til kunder, der i god tro kan have taget sedlerne med på ferie.

- Det drejer sig om falske 1000 rupee-sedler, der er udleveret fra nogle pengeinstitutter og vekslebureauer, siger Tommy Keil, vicepolitiinspektør i afdelingen for økonomisk kriminalitet.

Han vil ikke sige, hvor mange sedler det drejer sig om, eller hvor de pågældende banker og vekselbureauer ligger.

- Det vil vi ikke oplyse, da vi er i gang med en efterforskning. Vi ønsker at advare folk mod disse falske sedler, så de ikke bliver anklaget for pengefalsk, når de er i udlandet, siger Tommy Keil til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har tidligere skrevet om Maibritt Hansen, 54, der i sidste uge blev anholdt under sin ferie i Indien, fordi hun ifølge det lokale politi havde benyttet falske pengesedler.

Se også: Maibritt: Fik falske penge i banken og blev anholdt i Indien

Maibritt Hansens kvittering fra Forex på Nørre Voldgade. (Privatfoto)
Maibritt Hansens kvittering fra Forex på Nørre Voldgade. (Privatfoto)
 

Maibritt Hansen dokumenterede med en kvittering over for de indiske myndigheder, at hun havde købt sedlerne i Forex Bank i København. Hun er dog stadig under efterforskning i Indien og har fået inddraget sit pas, så hun ikke kan rejse hjem.

Forex Bank undersøgte sagen og afviste tirsdag, at man havde solgt falske pengesedler. Men efter en politimæssig efterforskning ser billedet anderledes ud, erkender direktør for Forex Bank i Danmark, Joakim Husted.

- Jeg kan bekræfte, at vi gennem vores leverandør har modtaget falske penge. Det første tjek af pengenes ægthed, der blev foretaget hos os og vores leverandør, kunne ikke bekræfte, at sedlerne var falske, siger Joakim Husted og tilføjer.

- Men vi har i samarbejde med politiet fået dem til at tjekke sedlerne, og politiet har fundet tegn på, at sedlerne er falske.

- Der er tale om falske sedler, der er meget sofistikerede, og vi er i gang med at undersøge, hvordan det kunne lade sig gøre, siger han.

Se også: Anklaget for falske penge: Maibritt må ikke forlade Indien

Da vi talte sammen tirsdag, var du ret sikker på, at I ikke havde udleveret falske pengesedler?

- Ja, og det mente jeg på baggrund af de undersøgelser, som både vi og vores leverandør havde foretaget. Vi kunne ikke se, at sedlerne var falske.

- Det er desværre sådan, at de kriminelle ofte er et skridt foran, men vi er i fuld gang med at undersøge, hvordan det kunne lade sig gøre, siger Joakim Husted, der endnu ikke har overblik over, hvor mange kunder, der har fået udleveret falske rupee.

Men kan du slå fast, at Maibritt Hansen fik udleveret falske pengesedler, da hun vekslede hos jer?

- Ja, det kan jeg bekræfte, siger Joakim Husted og tilføjer, at Forex Bank samarbejder med de danske myndigheder for at få renset Maibritt Hansen for anklagerne i Indien.

- Jeg har skrevet til den danske konsul og til hendes indiske advokat og forklaret, at hun har handlet i god tro, siger Joakim Husted og tilføjer, at et andet dansk par i Indien også kom af sted på ferie med falske rupees.

Dette par, som Forex har været i kontakt med, er dog ikke blevet anholdt eller anklaget for pengefalsk af de indiske myndigheder.

Københavns Politi oplyser, at kunder, der har fået vekslet og modtaget helt nye indiske pengesedler, skal levere pengesedlerne retur til det sted, hvor de har fået dem vekslet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere