Forklædt som Røde Kors: Tilbageholdt for bedrageri

Politiet har tilbageholdt to drenge, efter de udklædt som indsamlere fra Røde Kors har vildledt intetanende borgere

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Et par knægte måtte lørdag sande, at det de troede var et indbringende tricktyveri ikke var så smart endda.

Forklædt som indsamlere fra Røde Kors havde de to drenge på henholdsvis 14 og 15 år nemlig formået at franarre intetanende borgere i den vestsjællandske by Vemmelev 98,5 kroner, inden en mistænksom borger kontaktede det lokale politi.

- Efter anmeldelsen kørte vi ud til området og fandt de to drenge med hver sin hjemmelavede indsamlingsbøtte, forklarer vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Stefan Jensen.

Herpå foretog politiet en udramatisk tilbageholdelse af drengene, som fik besked på, at den indsamlede sum skulle tilbage i de rette hænder. I følgeskab med politiet gik turen således den modsatte vej.

- De var godt klar over, at de gjorde noget, de ikke måtte, men ikke over konsekvensen, lyder det.

Sigtet for bedrageri
Den 15-årige er efter episoden blevet sigtet for bedrageri.

- De har formået at få borgerne til at tro, at de var indsamlere fra Røde Kors, hvorpå borgerne i vildledelse har puttet penge i bøtten. Det er en overtrædelse af straffeloven, siger vagtchefen.

Ifølge vagtchefen skal politiets jurister nu afgøre, hvad der skal ske med drengen, men det skønnes, at der venter ham en bøde af mindre størrelse.

Det påpeges, at der vil blive skelet til det indsamlede beløb på de 98,5 kroner, når bødestørrelsen skal fastlægges.

Eftersom den 14-årige er under den kriminelle lavalder, har de sociale myndigheder kontaktet drengens forældre.

Skærm

Hent flere
Hent flere