Forlænger visitationszone: Disse våben er beslaglagt

Ni våben er beslaglagt siden 3. april i forbindelse med visitationszone - dog ingen skydevåben

Sådan så der ud efter endnu et skyderi. Video: Kenneth Meyer

Selv om der ikke er blevet skudt i Albertslund Kommune siden 6. april, hvor der blev affyret flere skud mod en privat adresse, har Københavns Vestegns Politi valgt at forlænge den visitationszone i dele af kommunen, der har været etableret siden 3. april. Den gælder nu frem til 15. maj klokken 21.00.

Ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Vestegns Politi er der i den periode, hvor visitationszonen har været etableret, foretaget 338 visitationer af personer og 83 ransagninger af køretøjer, herunder er der blevet oprettet 53 sigtelser for overtrædelse af blandt andet våbenloven og loven om euforiserende stoffer.

Ligeledes fortæller de, at politiet har beslaglagt ni våben af forskellig type i visitationszonen.

- Det er glædeligt at der ikke er blevet skudt i Albertslund siden den 6. april - hvilket indikerer, at politiets indsats virker. Men når vi i samme periode har beslaglagt relativt mange våben, og samtidig vurderer at konflikten i det lokale kriminelle miljø ikke er bilagt, har vi valgt at videreføre visitationszonen, siger politidirektør Kim Christiansen i pressemeddelelsen.

Københavns Vestegns Politi oplyser til Ekstra Bladet, at der ikke er fundet skydevåben. De ni våben, der er beslaglagt, dækker over våben som hammer, knojern og knive.

Politiet skriver i pressemeddelelsen, at det fortsat er politiets vurdering, at skyderierne i begyndelsen af april bunder i et opgør om hashmarkedet.

- På nuværende tidspunkt sidder en person fængslet, mens syv andre personer er sigtet i sager med relation til konflikten i det lokale kriminelle miljø i Albertslund, skriver politiet.

Visitationszonen er afgrænset af Vestskovvej, Herstedøstervej, Stensmosevej, Roholmsvej, Vallensbæk Torvevej, langs kommunegrænser til henholdsvis Brøndby og Vallensbæk Kommune, Albertslundvej samt følger Vridsløsevej til Herstedvestervej og Vestskovvej.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere