Forlod Nedim minutter før skuddrab: Jeg tror ikke han tog truslen så alvorligt

Sebastian Richelsen var lige nået hjem, da han så, at der var blevet skudt på Hejrevej i Københavns Nordvest-kvarter

Ekstra Bladets kriminalreporter Dan Bjerregaard kendte også den nu afdøde Nedim Yasar godt. De to lavede blandt andet radio sammen. Hør Dan Bjerregaard fortælle om Nedim Yasar her, og få seneste nyt i sagen. Producer: Martin Lorentsen

Nedim Yasar virkede meget glad. Nærmest lykkelig på selve aftenen, der blev hans sidste.

Det fortæller hans medvært på Radio24syv-programmet 'Politiradio' Sebastian Richelsen, der var med til den lille, intime bogreception i mandags for kollegaens bog, 'Rødder', der udkom i går.

Han fortæller, at de var omkring otte stykker, der forlod receptionen samtidig. Heriblandt Nedim. Men de sagde farvel til hinanden og gik hver til sit.

Han gætter på, at Nedim blev skudt omkring fem minutter efter. Han hverken så eller hørte skuddene.

Sebastian Richelsen var lige nået hjem, da han så i medierne, at der var skudt på Hejrevej, lige hvor de holdt receptionen, og det gik hurtigt op for ham, hvordan det hang sammen.

Herefter tog han og de nærmeste andre kolleger ind på Rigshospitalet.

Nedim Yasar (iført hvid skjorte) holder et eksemplar af sin nye bog, 'Rødder', ved bogreceptionen mandag aften. Til højre for ham står bogens medforfatter og Nedim Yasars medvært, Marie Louise Toksvig. Privatfoto
Nedim Yasar (iført hvid skjorte) holder et eksemplar af sin nye bog, 'Rødder', ved bogreceptionen mandag aften. Til højre for ham står bogens medforfatter og Nedim Yasars medvært, Marie Louise Toksvig. Privatfoto
 

- I sådan en situation går man bare i handlingsmode for at være tæt på uden helt at kunne gøre en forskel. Jeg tror også, at vi alle er ramt af chok på det tidspunkt, fortæller han.

Personlig ven
Sebastian Richelsen har kun kendt Nedim Yasar i tre måneder, efter han startede som medvært på 'Politiradio' sammen med Nedim Yasar og Marie Louise Toksvig. Men han kom hurtigt tæt på ham.

- Vi blev personlige venner meget hurtigt, fordi han var så åbent et væsen, og fordi han ikke mindede om andre, jeg har i min vennekreds. Så han gjorde et meget stort indtryk på mig.

Han hørte også Nedim fortælle om de mange trusler, han fik, når han optrådte i offentligheden.

Men radioværten og den tidligere politimand Sebastian Richelsen oplevede ikke, at Nedim Yasar frygtede, at bogen ville sætte sindene ekstra meget i kog hos dem, der ikke brød sig om hans åbenmundethed.

- Jeg tror simpelthen ikke, at han troede, den konkrete trussel var så alvorlig. Det har han heller ikke givet udtryk for. Men han har fortalt, at der kom utroligt mange trusler, når han var meget i medierne, siger han og fortsætter:

- Til selve bogreceptionen nævnte han også, at der var kommet mange trusler på selve dagen, men han slog det hele tiden hen, så jeg går absolut ikke ud fra, at han har troet, at det var så konkret, som det så var.

- Var du selv nervøs for, hvad der kunne ske, som gæst ved receptionen?

- Nej, og det kan også godt være, at det var dumdristigt, men det var jeg overhovedet ikke. For når jeg kiggede på Nedim, så følte han sig ikke truet. Og så stolede jeg jo på ham. Så nej, jeg var overhovedet ikke bange.

- Hvordan var stemningen generelt?

- Stemningen var god. Det var en lille forsamling af hans nærmeste og tætteste arbejdskolleger. Det var lige i Nedims ånd. Han sprang med glæde ud i nye ting, og det her med at udgive en bog var nyt for ham. Han stillede sig op og holdt en tale, selvom han ikke havde forberedt en, så alt var i Nedims ånd med et smil i øjet.

- Hvad har vi mistet ved, at Nedim er blevet stoppet midt i det hele?

- Jeg synes, vi har mistet en meget markant stemme i hele debatten om parallelsamfund i Danmark, bander og exit for bandemedlemmer. Der findes andre, der er hoppet ud af banderne, men der findes ikke særligt mange andre, som vil fortælle om det på den måde, som Nedim gjorde, siger han.

- Ud over alt det personlige så er jeg og andre også bange for, at det her signal, som - formentlig banderne, men vi ved det jo ikke endnu - har sendt, vil gøre, at andre holder deres kæft. Så det er dobbelt trist.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere