Formentlig påsat: Ungdomshus på Jagtvej udbrændt

Politiet undersøger en brand, der mandag aften raserede ungdomshuset i Hillerød

Brandvæsenet var på stedet, da en brand brød ud i Hillerød (video: Local Eyes)

Ungdomshuset på Jagtvej 64 i Hillerød er fuldstændig udbrændt.

Se mere video på Localeyes.dk

Brandvæsnet rykkede ud mandag aften til det, som politiet mener kan være en påsat brand.

- Der er ting, som kan tyde på, at branden er påsat, men det er vi ved at undersøge nærmere nu, siger pressekoordinator Henrik Suhr, Nordsjællands Politi, til Ekstra Bladet.

Ilden har brændt igennem taget i den store sal, som ofte bruges til koncerter. De andre lokaler er skadet af røg, oplyser beredskabschef Morten Schou.

- Der er helt udbrændt i flere rum, og resten har kraftige røg- og sodskader. Ilden er brudt igennem taget tre steder, og der har været overtændt, siger han til Ekstra Bladet.

Beredskabet fik meldingen om brand klokken 22.50 fra vagtfirmaet G4S. Vagterne var rykket ud til ungdomshuset, fordi tyverialarmen var gået.

Brugere af ungdomshuset - Hillerødder -  oplyser til Politirapporten.nu, at der lørdag var indbrud i huset, hvor der også blev forsøgt at sætte ild.

De unge Hillerødder har haft nøglerne til den tidligere Fønixskole siden sommeren 2011, hvor borgmester Kirsten Jensen (S) overrakte dem huset.

Politiet har ingen anholdte i sagen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere