Formodet dødsbilist risikerer at gå fri

Husker intet om trafikdrab på 62-årig kvinde

Ulykken skete ved Glænøvej 350 på Glænø ved Skælskør. (Foto: Google Maps)
Ulykken skete ved Glænøvej 350 på Glænø ved Skælskør. (Foto: Google Maps)

Straffesagen med krav om fængsel og udvisning til en formodet, polsk døds- og flugtbilist hænger i en tynd tråd, fordi polakken intet husker om den ulykke, der kostede en 62-årig kvinde livet, og fordi flere personer med kendskab til sagen nu er afskåret fra at vidne.

Selv om den 37-årige landarbejder i princippet har tilstået at have stjålet og kørt den bil, der dræbte den 62-årige, har Retten i Næstved i dag afvist at fremme sagen som tilståelsessag.

Dels fordi den 37-årige siger, at han ikke har nogen erindring om selve påkørslen. Dels fordi situationen kompliceres yderligere af, at flere personer med kendskab til tragedien overværede dagens retsmøde. De er dermed forhindret i at optræde som vidner i en eventuel domsmandssag.

Se også: Sigtelse: Spritbilist kørte kvinde ihjel efter byfest og flygtede

Gennemgår beviser
- Nu må vi gennemgå sagens beviser igen, og vurdere om de kan føre til domfældelse, eller om vi må lade manden gå, siger senioranklager Rune Jensen, Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

På papiret lignede det ellers en regulær tilståelsessag, da den 37-årige skulle forklare sig. Hans forsvarer erklærede, at hans klient erkendte sig skyldig i samtlige anklagepunkter – nemlig spirituskørsel, brugstyveri af ulykkesbilen samt den fatale påkørsel, og at han derpå flygtede fra ulykkesstedet uden at bekymre sig om at hjælpe sit dødeligt kvæstede offer.

Via sin forsvarer erkendte den 37-årige også, at han ikke har hverken polsk eller dansk kørekort.

- Men jeg husker ikke noget om selve køreturen. Det hele gik først for alvor op for mig, da jeg blev afhørt og talte med en advokat om morgenen, forklarede han i retten.

Se også: Politiet søger vidner til færdselsdrab

Forundret datter
På det grundlag afviste retsformand Sanne Egekvist at fremme afgørelsen som tilståelsessag. Et standpunkt, som både overraskede anklageren og i endnu højere grad den afdødes datter, Carina Rose:

- Vi ved, der er et vidne, som var sammen med min mor, da hun blev påkørt. Hun konfronterede oven i købet den anklagede straks efter ulykken, fortæller hun.

- Ja, og jeg kan love, at vi gennemgår beviserne grundigt endnu engang, siger anklageren. Rune Jensen ønskede dog ikke overfor Ekstra Bladet at oplyse, om politiet allerede har afhørt afdødes veninde.

Se også: Kvinde dræbt i ulykke: Blev påkørt på vej hjem fra byfest

Dræbt efter byfest
62-årige Anni Rose blev dræbt, da hun og veninden fulgtes ad, mens de kort efter midnat den 15. juli var på vej hjem fra byfest på Glænø ved Skælskør. Kvinderne gik i vejsiden, da Anni Rose blev ramt af den varevogn, som den 37-årige indrømmer at have stjålet.

I varevognen sad også den 37-åriges kammerat, men den 37-årige har under hele forløbet erklæret, at han selv sad bag rattet. I retten bestred han da også, at han har forsøgt at beskytte vennen ved selv at påtage sig skylden for trafikdrabet.

Politiet forventer at være klar med en indstilling til sagens videre forløb i løbet af højst fire uger