Formodet pusher kom ikke hjem til jul: Hash-lager bag hemmelig dør

Ny aktion mod organiseret hashhandel på Christiania. 133.00 kr. lugtede af hash

Bag en hemmelig dør i Psyak-bygningen på Christiania fandt politiet et større hash-lager. Der lå også 133.700 kr., som lugtede af hash. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Bag en hemmelig dør i Psyak-bygningen på Christiania fandt politiet et større hash-lager. Der lå også 133.700 kr., som lugtede af hash. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

– De er syge i hovedet, de pansere. Fuck det hele mand!

En 24-årig mand blev godt gal i skralden over, at han skulle holde juleaften i Vestre Fængsel i stedet for hos sin mor, da dommervagten juleaften sendte ham 16 dage bag tremmer for organiseret hashhandel på Christiania.

Han nægtede sig skyldig og sagde, at han blot havde været på PC Caféen, der ligger i Psyak 61D på Christiania for at spille på computer: – Jeg er færdig med hashhandel. Jeg har intet med det at gøre, sagde han.

Panik i Pusher Street
Politiets observationer viste imidlertid, at der gik panik i Pusher Street, da politiet rykkede ind lillejuleaften, og der blev råbt ’ost, ost, ost’. Hashhandlerne løb i alle retninger, og civile observatører så den 24-årige løbe med et ’bodklæde’ ind i Psyak-bygningen, hvor der var en hemmelig dør skjult bag et blåt reklameskilt.

Et hold betjente stormede ind på Psyak, og den 24-årige spænede ud af en bagdør og blev anholdt. Han bar en elektrisk opvarmet jakke, og på PC Caféen lå batterier til opladning, som bruges i hashpushernes varmejakker. 

Han havde intet på sig, men inde på caféen brød politiet den hemmelige dør op, hvor der var et hashlager. Politiet fandt 28.700 kr. skjult i et køkkenskab og 105.000 kr. bag en ovn. Der var digitalvægte og pølsemandsposer og caféen bar præg af massiv hash-rygning med joint-skodder. Der lå brødknive og gren sakse fremme til at klippe hash op med.

Penge lugtede af hash
Politiet sigter den 24-årige for at have solgt skunk for de 133.700 kr. og for besiddelse af en masse hashprodukter, der blev fundet i Psyak-huset, og som blandt andet var i det bodklæde, han forinden forsøgte at skjule under sin jakke. I klædet lå 130 gram hash, 110 gram skunk, 23 joints, hashbutter, hasholie og pot.

Yderligere fandt politiet halvandet kilo hash, godt tre kilo skunk, 100 joints, hasholie, cannabis-honning, hashbutter og 282 bolsjer med hash. De 133.700 kroner lugtede af hash, og der var hashrester på pengesedlerne. I PC Caféen var en videoskærm tilkoblet et udvendigt kamera, så pusherne kunne se, hvem der nærmede sig bygningen.

– Jeg laver slet ikke noget kriminelt, sagde den 24-årige til dommeren og hævdede først, at det var to år siden, han stoppede med hash-handlen.

Anklager Anders Larsson kunne dog dokumentere en dom fra 6. august i år på 50 dages fængsel, hvor han en måned tidligere var blevet taget med 93 gram hash og godt 100 joints. To andre domme fra i år omfattede også euforiserende stoffer.

I dommervagten ville den 24-årige gerne anmelde politiet for vold under anholdelsen og for tyveri af flere af hans ting. Dommeren bad ham dog om at tale med sin forsvarer om det.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere