Forsker har svært ved at koble Den Lille Havfrue til racisme

Der er umiddelbart ikke noget racistisk i "Den Lille Havfrue", siger H.C. Andersen-forsker efter hærværk

Den Lille Havfrue har fået malet
Den Lille Havfrue har fået malet "Racist Fish" - på dansk "Racistisk Fisk" - på sig. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Fredag morgen kunne forbipasserende på Langelinie i København se Den Lille Havfrue have fået malet 'Racist Fish' - på dansk 'Racistisk Fisk' - på sig.

Men der er umiddelbart ikke noget racistisk i H.C. Andersen-eventyret 'Den Lille Havfrue', vurderer Ane Grum-Schwensen. Hun er museumsinspektør ved Odense Bys Museer og ansat ved H.C. Andersen Centret på Syddansk Universitet.

- Selvfølgelig er det sådan med litterære tekster generelt, at man kan læse dem med mange forskellige briller på.

- Jeg har dog lidt svært ved at se, hvad der skulle være specielt racistisk i eventyret 'Den Lille Havfrue', siger Ane Grum-Schwensen.

Hærværket mod Den Lille Havfrue sker i en tid, hvor der bliver snakket meget om forskelsbehandling alt efter hudfarve.

Emnet var også oppe at vende i 1800-tallet, hvor H.C. Andersen levede.

Der fandtes således i udpræget grad forskelsbehandling i den danske forfatters tid, fortæller Ane Grum-Schwensen.

- Det var noget, han var klar over, og som han egentlig også tog fat på i flere af sine værker.

- Det gjorde han blandt andet i det dramatiske arbejde, der hedder 'Mulatten', som også kan læses på mange forskellige måder, men som i hvert fald er et indlæg i debatten om forskelsbehandling på grundlag af hudfarve, siger hun.

'Mulatten' handler om en person, som hverken er sort slave eller medlem af den hvide overklasse.

I stedet er hovedkarakteren Horatio en outsider i begge verdener.

Den seneste tid er flere statuer både i Danmark og udlandet blevet udsat for hærværk.

Hærværket er begået, efter at der verden over er opstået protester mod racisme i forbindelse med drabet på den sorte mand George Floyd i USA.

Primært er det gået ud over statuer af tidligere kolonister.