Forsker i retsforbehold: Et ja vil lette politiarbejdet

Det danske politi ser ifølge forsker meget gerne retsforbeholdet fjernet, da efterforskning bliver nemmere.

Der er flere gode grunde til, at det ville være det bedste for politiet, hvis danskerne siger ja til at fjerne retsforbeholdet ved folkeafstemningen 3. december.

Det mener adjunkt ved Syddansk Universitet (SDU) Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen, som forsker i retsforbeholdet.

Blandt andet vil Danmark kunne blive del af den europæiske efterforskningskendelse, som ifølge forskeren vil lette grænseoverskridende opklaringsarbejde betydeligt.

- Jeg er helt overbevist om, at politiet meget gerne ser, at retsforbeholdet bliver fjernet. For det ville gøre livet lettere for politiet, siger han.

Han forklarer, at som del af den europæiske efterforskningskendelse vil man langt nemmere end i dag få adgang til at ransage udenlandske lejligheder eller aflytte telefoner i andre EU-lande, hvis det har betydning for en dansk sag.

- Kendelsen ville blive sendt til politiet i Berlin eller Rom, som så går ud og gør det. Når dommeren har afsagt en kendelse om en ransagning et eller andet sted i EU, så har den retskraft i hele EU, siger Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen fra SDU.