Forsvar: Teledata bør føre til løsladelse i sag om drab på radiovært

To mænd skal blive i cellerne i sagen om drab på tidligere bandemedlem og radiovært Nedim Yasar

Nedem Yasar blev slået ihjel umiddelbart efter lanceringen af sin nye bog. Foto: Jakob Jørgensen
Nedem Yasar blev slået ihjel umiddelbart efter lanceringen af sin nye bog. Foto: Jakob Jørgensen

En dommer afviser fredag at sætte to mænd, der er varetægtsfængslet for at have dræbt det tidligere bandemedlem og radiovært Nedim Yasar, på fri fod.

Også når man trækker teleoplysninger ud af sagen, er der fortsat en begrundet mistanke, mener dommer Louise Falkenberg i Retten på Frederiksberg.

Hun understreger, at hun ikke dermed har taget stilling til, om der er beviser for mændenes skyld.

- Retten vurderer, at selv om man bortser fra teleoplysninger, er der fortsat en begrundet mistanke, forklarer dommeren. Fængslingen forlænges til 11. oktober.

I mere end fem timer har en anklager og mændenes forsvarere diskuteret, om der er grundlag for varetægtsfængsling. Det er foregået bag lukkede døre.

I sagen om teledata har Rigsadvokaten bestemt, at teleoplysninger ikke længere må bruges som grundlag for varetægtsfængsling og dom. Det er et midlertidigt stop, som varer frem til 18. oktober.

Ny vurdering
Derfor underkastes en række varetægtsfængslinger for tiden en ny vurdering. Og det var netop øvelsen, da dommeren tog stilling efter det langvarige retsmøde fredag.

Mændene, der er 25 og 26 år, har været fængslet siden 7. december sidste år. De har relation til Satudarah. Begge nægter sig skyldige.

De sigtes for at have deltaget i drabet på Nedim Yasar. Han blev skudt på klos hold i en bil efter en reception for en bogudgivelse 19. november på Hejrevej i København. Bogen "Rødder - en gangsters udvej", der er skrevet af journalist Marie Louise Toksvig, handler blandt andet om Yasars liv som kriminel.

Mændenes forsvarere mener, at mistanken er så svækket, når man ser bort fra teleoplysningerne, at der skal ske løsladelse. De kærer på stedet dommerens kendelse til Østre Landsret.

Flere af mændenes bekendte og en mand, der også er sigtet, men på fri fod i sagen, var fredag mødt op i retten. Flere af dem kørte væk i en hvid Mercedes.

Ifølge den seneste opgørelse fra Rigsadvokaten er i alt 32 personer blevet sat på fri fod på grund af tvivl om teledata.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere