Forsvarere: Derfor giver Madsens nye beslutning mening

To kendte forsvarsadvokater forklarer i hvilke tilfælde, det kan give mening at fravælge nævningeting, som drabstiltalte Peter Madsen har gjort 

Bliv klogere på anklageskriftet her

Ubådskaptajnen Peter Madsen har valgt, at drabssagen mod ham skal køre som en domsmandssag, hvor en juridisk dommer og to domsmænd afgør sagen, frem for et nævningeting, der består af tre juridiske dommere og seks nævninge.

Og det kan der være god fornuft i, siger forsvarsadvokat Ulrik Sjølin, der har en fortid som anklager og de seneste tre år har haft fem drabssager som forsvarer.

Han fortæller, at en tiltalt blandt andet fravælger nævningeting, hvis vedkommendes forsvarer vurderer, at det kan være nemmere at overbevise to domsmænd frem for et helt nævningeting.

Foto: Privatfoto 112 - 30. jan. 2018 - kl. 17:02 Peter Madsen har talt: Få personer skal afgøre hans skæbne

- Set i lyset af den konkrete situation (med Peter Madsen, red.) kan det godt være en god ide at tage en domsmandssag. Man kan måske klandre politiet, at de har været meget åbenmundede i den her sag, og set fra den position er det måske fint, at det kun er to almindelige folk, der skal dømme frem for seks i et nævningeting. Så jeg vil skyde på, at det er det, der er Betina Engmarks tanke om det, siger han og tilføjer:

- Jeg synes, det lyder fornuftigt lige i denne konkrete sag. Det ville jeg nok også have rådgivet ham til, hvis han var min klient. 

Ubevidst påvirkning
Forsvarsadvokat Mette Grith Stage, der ligeledes har haft adskillige drabssager, siger, at sagens karakter kan være en begrundelse for at fravælge nævninge.

- Hvis en sag er frygtelig og uhyggelig, kan det være bedre, at den bliver afgjort i et mindre forum. Det kan typisk være sager om sexmisbrug og mishandling af børn. Hvis sagens karakter i sig selv gør, at de fleste mennesker væmmes, så kan man som forsvarer være bekymret for, om nævningene kan forholde objektivt til den tiltalte og beviserne, eller de er frastødt på forhånd.

Nævningene må kun forholde sig til det, der kommer frem i retten, men som forsvareren siger, er de jo også bare mennesker, og det kan være svært ikke ubevidst at blive lade sig påvirke - særligt i en sag så eksponeret som denne.

- Jeg ved naturligvis ikke, hvad der konkret har fået Peter Madsen og hans forsvarer til at fravælge nævninge. Men et bud kunne være, at det er, fordi sagen jo er usædvanlig grov og har været ekstremt eksponeret i medierne, så Madsen måske frygter, at han nærmest er dømt i folkedomstolen på forhånd, og derfor foretrækker at så få personer som muligt skal afgøres hans skæbne.

Sådan er reglerne

§ 687. Tiltalte kan beslutte, at en straffesag, der skal behandles under medvirken af nævninger efter § 686, stk. 4, i stedet skal behandles under medvirken af domsmænd, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Tiltaltes beslutning skal træffes i et retsmøde eller meddeles retten skriftligt. Det skal fremgå af meddelelsen, at tiltalte har haft lejlighed til at drøfte spørgsmålet med sin forsvarer. Hvis tiltalte ikke selv har valgt en forsvarer, skal retten beskikke en forsvarer for tiltalte, inden tiltalte beslutter, at sagen skal behandles som domsmandssag. Beslutningen skal meddeles senest 14 dage efter, at anklageskriftet er forkyndt for tiltalte. Retten kan forlænge fristen efter anmodning fra anklagemyndigheden eller tiltalte.

Stk. 3. Tiltalte kan ikke tilbagekalde et afkald på nævningebehandling, når afkaldet er meddelt retten. Tiltaltes afkald har også virkning for straffesagens behandling under anke.

Stk. 4. Ved samtidig forfølgning mod flere tiltalte som delagtige i en eller flere forbrydelser, kan en tiltalt ikke for sit vedkommende træffe beslutning om sagens behandling under medvirken af domsmænd i medfør af stk. 1, medmindre enten alle tiltalte træffer beslutning i medfør af stk. 1 eller anklagemyndigheden samtykker i sådan behandling, for så vidt angår vedkommende tiltalte.

 

Mette Grith Stage siger, at der også kan være tilfælde, hvor en forsvarsadvokat vurderer, at klienten ikke gør et særlig sympatisk indtryk, og man derfor vælger at fraråde ham eller hende, at sagen afgøres ved et nævningeting.

- Men domsmænd er jo også bare almindelige mennesker?

- Jo, men hvis hele sagen er enormt usympatisk, eller klienten er det, så er der større risiko for, at den påvirkning rent menneskeligt kan spille ind, når der er flere om at skulle afgøre sagen, siger hun.

Hun understreger at fravælgelse af nævninge på ingen måde er det samme som, at en tiltalt erklærer sig skyldig i noget som helst.

- Der kan også ligge en overvejelse i, at en sag for et nævningeting er mere eksponeret i retslokalet. Der vil typisk blive vist billeder og obduktionsrapporter på store skærme. Når der kun er to domsmænd, som sidder oppe ved siden af dommeren, så foregår sagen typiske mere med mapper, eller enkelte skærme ved deres borde, siger hun.

Peter Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark, oplyser til Ekstra Bladet, at hun ikke har yderligere at tilføje på nuværende tidspunkt.

Retssagen mod Peter Madsen starter 8. marts. Han er tiltalt for drab på journalisten Kim Wall efter forudgående planlægning og forberedelse, anden seksuel omgang end samleje af særlig farlig karakter og partering. Han nægter drab og seksuel mishandling, men erkender, at han har parteret den svenske kvinde.