Forsvarsadvokat: Gimi Levakovic er ikke overrasket

Sigøjnerbossens advokat, Bjørn Elmquist, mener, at Rigsadvokaten har taget sagen til Højesteret, fordi justitsminister Søren Pind har blandet sig

Forsvarsadvokat Bjørn Elmquist forholder sig til udviklingen i Levakovic-sagen

Rigsadvokaten har for ganske kort tid siden meddelt, at de ønsker at tage Østre Landsrets afgørelse om Gimi Levakovics straf videre til Højesteret.

Og det er på grund af politisk indblanding, mener Gimi Levakovics forsvarsadvokat, Bjørn Elmquist.

- Hvis landets justitsminister går på ud på de sociale medier og siger, at Rigsadvokaten skal tage sagen op i Højesteret, så tror jeg Rigsadvokaten er klog nok til at gøre det, siger han til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Det er derfor ikke kommet som en overraskelse for hverken Gimi (Levakovic red.) eller mig. Det diskuterede vi allerede var en mulighed efter Landsrettens afgørelse.

Gimi 'Boss' Levakovic er glad for poloskjorter fra Hugo Boss. Her har han hængt en stak op i en parasol, så der er tale om et regulært Hugo Boss-poloskjortehjul. (Foto: Jakob Jørgensen) 112 - 14. okt. 2015 - kl. 15:22 Rigsadvokaten: Vi vil have Levakovic i Højesteret

I Østre Landsret var der tale om en meget tæt afgørelse med dommerstemmerne 3-3. I tilfælde af stemmelighed, gælder det resultat, som er bedst for den tiltalte.

- Vi skal nu overveje, hvad næste træk skal være, hvis den her sag kommer for Højesteret. Hvis den skal det i den kommende fremtid, så skal det være hele sagen og bestemt ikke kun udvisningsdommen, siger Bjørn Elmquist.

Da Østre Landsret i sidste uge valgte at omstøde Byrettens dom om udvisning i 12 år, skabte det stor debat på de sociale medier, hvor flere toppolitikere gik ind og blandede sig.

- Jeg var meget tilfreds med Østre Landsrets afgørelse omkring udvisning. Men sagen er jo efterfølgende blevet påvirket af politikerne, siger forsvarsadvokaten.

Våbenbesiddelse og dødstrusler
Gimi Levakovic blev tilbage i august dømt for dødstrusler og våbenbesiddelse i retten i Næstved.

Episoden med våbenbesiddelse og truslerne fandt sted ved en sammenkomst i Korsør hos en anden romafamilie.

Her havde Gimi Levakovic ifølge anklagemyndigheden medbragt en skarpladt pistol, der var gemt i noget tøj i en håndtaske. Undervejs i grillfesten blev han voldsomt beruset og truede flere af de tilstedeværende med, at han ville skyde dem.

Inden da var pistolen dog blevet gemt for ham på et aflåst værelse, men flere af de tilstedeværende flygtede skrækslagne, da han kom med truslerne.

Siden sigøjnerbossen var 18 år gammel, er han dømt 26 gange for alt fra tricktyverier mod ældre til afpresning og trusler.