Forsvarsadvokat i voldtægtssag: Sæden var plantet i hendes trusser

Et par trusser med DNA-spor fra tiltalte udgør det primære bevismateriale i en sag om to formodede voldtægter begået mod den samme kvinde

For anden dag i streg blev en voldtægtssag behandlet i retten i Glostrup, hvor både anklagemyndigheden og forsvarsadvokaten holdt deres procedure.

I centrum står en 61-årig mand, som anklages for at have stået bag to voldtægter med fire måneders mellemrum. Den første skulle have fundet sted i september sidste år, hvorimod den anden voldtægt skulle være begået 3.januar i år.

Den forurettede anmeldte sidstnævnte voldtægt seks dage efter den formodede forbrydelse. Til gengæld kom anmeldelsen for den første formodede voldtægt 14 dage efter, hun havde anmeldt den anden formodede voldtægt.

Under tidligere afhøringer kom det frem, at den forurettede følte stor skam. Hun brugte ordet 'surrealistisk' om de formodede voldtægter, da hun er en 'ældre dame'.

Pillemisbrug

Anklagemyndigheden lagde desuden vægt på, at der er blevet fundet DNA-spor fra den tiltalte i forurettedes trusser.

Men ifølge forsvarsadvokaten er det ikke bevist, at DNA-sporet skulle have kommet i forbindelse med et tvungent samleje. Under tidligere afhøringer kom det frem, at forurettede havde vasket tiltaltes vasketøj. Dermed argumenterede forsvarsadvokaten for, at forurettede enten bevidst eller ubevidst har plantet sæd i trusserne.

Forsvarsadvokaten valgte herefter at læse et par linjer op fra en retsmediciner, der forklarer, at DNA sagtens uvilkårligt kan overføres fra én beklædningsgenstand til en anden.

Til netop den påstand havde anklagemyndigheden hovedrysten til overs og kvitterede med et:

  - Der mangler et motiv for, at forurettede ville lyve om det her, sagde han i retssalen.

Forsvarsadvokaten supplerede med en detalje om, at forurettede har haft et misbrug af stoffet Benzodiazepiner, som indtages i pilleform. Her påpegede forsvarsadvokaten, at virkningen af dem kan være hallucinerede, hvorfor der kunne sås tvivl om forurettedes oplevelser er opdigtede eller ej.

For svag til at begå voldtægt

I samme ombæring benævnte forsvarsadvokaten, at hendes 61-årige klient indenfor kort tid var blevet ramt af to blodpropper, og at hans fysik var svækket i en sådan grad, at en voldtægt ville være decideret umulig for hans evner.

Men de evner mente anklagemyndigheden, at den tiltalte besad. Han sammenlignede de formodede voldtægter med to tidligere voldtægter, som den tiltalte var blevet dømt for i henholdsvis år 2000 og 2008.

Anklagemyndigheden sagde, at de to tidligere ofre havde samme alder som den forurettede. Desuden var det den selvsamme 'modus operandi' dvs. metode, der gjorde sig gældende i disse to formodede voldtægter og de forhenværende overgreb.

Selve skyldkendelsen falder 17. september.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere