Forsvarsadvokat slået i gulvet

Gerningsmanden var allerede tiltalt i én voldssag, men overfaldt også en advokat i retten

At være tiltalt i én voldssag var åbenbart ikke nok for amerikanske William Green, der onsdag blev fremstillet i en høring i Broward County, Florida.

Mens han ventede på at blive fremstillet for et voldeligt overfald, rejste han sig nemlig op og slog forsvarer Julie Chase bagfra med en sådan kraft, at hun væltede omkuld, skriver Local 10.

William Green blev derefter overmandet af de tre tilstedeværende retsbetjente, mens Julia Chase blev kørt på skadestuen til behandling.

- Jeg havde ikke forventet det, men er ok, lyder det fra forsvarsadvokaten, der beskriver det som 'lidt af et chok'.

Overfaldt personalet
William Green sad klar til at blive fremstillet for et overfald på personalet på et psykiatrisk hospital, da han begik endnu en voldelig handling mod Julie Chase. Det har fået forsvarsadvokat Gordon Weekes til at undre sig over, hvorfor fanger som Green ikke er iført håndjern eller spændt fast.

I et længere officiel udtalelse lyder det fra sheriffen i Broward County, Gregory Tony, at det netop er forsvarsadvokater, der har bedt deres klienter fritaget fra at bære håndjern under denne type høring, som finder sted via en videoforbindelse mellem fængslet og retslokalet.

'Selvom jeg forstår deres bekymring for, at vagter er tæt på de indsatte, eller at det at de bærer håndjern og kæder antyder, at de er skyldige, må de omvendt også forstå, at deres forespørgsler har gjort det muligt, at denne usædvanlige situation opstod, lyder det blandt andet i sheriffens udtalelse.