Forsvarsadvokat: Udvisning af stenkastere er umuligt

Det strider mod menneskerettighederne at udvise ballademagere for at kaste sten mod politiet, siger advokat

Flere partier har dagen efter, at en politipatrulje i Odense-bydelen Vollsmose blev overfaldet med sten og molotovcocktails, meldt ud, at de vil have gerningsmændene udvist af landet.

Blandt andet har justitsminister Mette Frederiksen (S) sagt, at hun gerne ser strafferammen på op til otte års fængsel og udvisning udnyttet fuldt ud.

Men det kan slet ikke lade sig gøre, som reglerne er skruet sammen lige nu. Heller ikke, selv om stenkasterne ikke har dansk statsborgerskab, siger forsvarsadvokat Jan Schneider.

- Det er efter min mening ikke andet end valgflæsk. Som udvisningsreglerne er nu, fremgår det af udlændingeloven, at man skal udvises for kriminelle forhold, medmindre det er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder menneskerettighedskonventionen.

- Derfor vil det aldrig ske for en ung mand, der enten er født her eller har været her i flere år. Og jeg har da heller ikke kendskab til en sag, hvor en ung mand er blevet udvist for at kaste med sten, siger Jan Schneider.

Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, skriver på Facebook, at partiet vil stille forslag om, at det skal give et års ubetinget fængsel, hvis en gruppe overfalder politiet.

Hvis man samtidig ikke er dansk statsborger, skal man desuden udvises.

Men en sådan lov vil stride mod menneskerettighedskonventionen, siger Jan Schneider.

- Udvisningsreglerne er allerede så stramme, som de kan blive uden at overtræde menneskerettighedskonventionens regler.

- Så med mindre, at man bevidst vil indføre et regelsæt, der strider imod konventionen, kan det ikke gennemføres, siger han.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), besøgte med kort varsel nærpolitistationen i Vollsmose onsdag eftermiddag i forbindelse med urolighederne. Han var i forvejen i Odense for at føre valgkamp.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere