Fotograf stopper efter trusselsbrev: 'Stikker bliver stukket'

En freelancefotograf har sagt op, efter han er blevet truet på livet af en eller flere gerningsmænd

Natten til torsdag blev en fotograf fra Øxenholt Foto mødt af en smadret side og et alvorligt trusselsbrev i foruden, da han kom ud til sin bil.

Episoden udspillede sig i Trillegården i det vestlige Aarhus, hvor fotografen har bopæl med sin familie. Karakteren af trusselsbrevet har fået fotografen til omgående at sige sin stilling op.

Det skriver Aarhus Stiftstidende.

Øxenholt Foto er et fotobureau, som især tager billeder i forbindelse med brande, ulykker og politiaktioner.

Især det sidste har skabt så stor vrede hos en eller flere ukendte gerningsmænd, som torsdag på det kraftigste opfordrede fotografen til at stoppe med at tage billeder i forbindelse med politiforretninger.

'Vi har overvåget dig længe nu din fucking stikkersvin. Vi ved, du tager billeder og udlevere dem til politiet og hjælper dem i deres efterforskninger. Vi har din adresse, bopæl, bil og nærmeste, hvor vi vil have dem. En opfordring. Stop arbejdet med politiet omgående eller tag konsekvenserne med til følge. Stikker bliver stukket', lyder brevet.

Politiet tager truslen yderst alvorligt, fortæller Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.

- Vi har foretaget undersøgelser på stedet og af brevet og er i gang med efterforskningen. Det er meget alvorlige trusler.

Læs det fulde trusselsbrev herunder

Lever af at tage billeder
Hos Øxenholt foto er man rystet over truslen mod den nu tidligere medarbejder. Det fortæller virksomhedens ejer, Per Øxenholt, til Aarhus Stiftstidende:

- Fotografen har jo bare passet sit arbejde. Især hans familie er ramt og derfor har han valgt at sætte arbejdet som fotograf på standby. Jeg er ked af, at familien nu skal leve i utryghed, hvor de bor.

Han stiller sig uforstående over, at personerne bag trusselsbrevet skriver, at fotografen samarbejder med politiet.

- Vi lever af at tage billeder til andre medier. Og det er en stor misforståelse, hvis nogen går rundt og tror, at vi leverer billeder til politiet. Det gør vi ikke.

Per Øxenholt opfordrer i stedet de ukendte personer bag brevet til at tage kontakt til ham.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere