Frankrig får hug af FN-komité for tildækningsforbud

To kvinder blev krænket, da de fik bøder for at være tildækkede i Frankrig, siger Menneskeretskomité

FN's Menneskerettighedskomité retter tirsdag kritik mod Frankrigs tildækningsforbud - det såkaldte "burkaforbud".

Ifølge komitéen har to kvinder, der fik bøder for at have ansigtet dækket til i offentligheden, fået krænket deres rettigheder.

Kvinderne bør kompenseres økonomisk. Desuden bør loven fra 2010, der forbyder mennesker at bære klæder, der skjuler ansigtet i offentligheden, revideres.

- Den franske lov gør uforholdsmæssig skade på den klagende parts rettigheder til at udtrykke deres religiøse tro, siger komitéen i en udtalelse.

Den påpeger, at den ikke var overbevist af Frankrigs påstand om, at forbuddet er nødvendigt af sikkerhedsmæssige- og sociale årsager.

De to kvinder blev kendt skyldige i 2012, da de bar en niqab, der dækkede det meste af ansigtet med en åbning til øjnene.

- I stedet for at beskytte helt tildækkede kvinder, kan forbuddet havde den modsatte effekt ved at holde dem indespærret i deres hjem, forhindre dem i at gøre brug af offentlige tilbud og marginalisere dem, skriver komitéen.

Andre EU-lande som Danmark, Østrig og Belgien har indført lignende tildækningsforbud.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere