Fransk voldtægts-monster afsløret: 'Han anslår at der er omkring 40 ofre'

Formodet serievoldtægtsforbryder var en vellidt og hjælpsom mand, fortæller borgmester

Video: Ritzau

En fransk serievoldtægtsforbryder er ved et tilfælde blevet afsløret i at have stået en grufuld række af overgreb begået i løbet af 30 år.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Den 57-årige mand, der både er gift og har børnebørn, blev anholdt i Frankrig mandag, da politiet ved hjælp af hans nummerplader kunne forbinde ham til en voldtægt begået i Belgien i sidste uge.

DNA-spor fra manden har siden kunnet knytte ham til adskillige voldtægter begået op gennem 90'erne.

I en afhøring hos politiet har den 56-årige mand erkendt at stå bag de mange voldtægter og overgreb.

- Han anslår, at antallet af ofre er omkring 40, lyder det fra anklager Jean-Philippe Vicentini ifølge AFP.

13-årig blandt ofrene
Manden, der er vicevært i den lille by Pont-sur-Sambre tæt på grænsen til Belgien, formodes at være gerningsmand til en efterforskning, der blev indledt i 1996. Her var 19 kvinder og mindreårige piger blevet udsat for overgreb.

Gerningsmanden havde i alle tilfælde benyttet den samme fremgangsmåde.

- Kvinderne blev angrebet bagfra meget tidligt om morgenen. Han bar handsker og havde tildækket sit ansigt enten helt eller delvist - eksempelvis med en hat, siger anklageren.

Manden har ifølge politiet forklaret, at han handlede 'ud fra impulser, han var ude af stand til at kontrollere'.

Blandt de mange ofre var blandt andet en 13-årig pige, mens flere andre kun var 17 år på gerningstidspunktet.

- Vi har stadig meget efterforskningsarbejde foran os, siger anklageren.

'Meget vellidt'
Indbyggerne i den lille by Pont-sur-Sambre er chokerede over afsløringen.

- Han var en, vi mødtes med regelsmæssigt. En, der var hjælpsom. Så snart en nabo havde brug for lidt hjælp, så hjalp han velvilligt, lyder det fra Michel Detrait, borgmester i Pont-sur-Sambre.

Den 56-årige har ikke tidligere været i politiets søgelys, hvorfor de ikke har haft anledning til at få en DNA-prøve fra ham, som de kunne sammenholde med de mange gamle sager.

Politiet har i deres efterforskning afhørt mere end 100 personer og fået udtaget mange DNA-prøver i jagten på personen, som er blevet kaldt 'voldtægtsmanden fra Sambre' med reference til den lokale flod.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere