Frifundet for drab: Familie græd af glæde

Landsretten frifandt 24-årig mand, der af byretten var idømt 12,5 års fængsel i drabssag fra kiosk i Emdrup

Efter skyderiet talte Ekstra Bladet med kioskejeren, som så det hele på nærmeste hold. Hør hans øjenvidneberetning her. Video: Jonas Olufson

Følelserne sad uden på tøjet både på anklagebænken og blandt tilhørere, da Østre Landsret til formiddag skulle afsige dom i sagen om nedskydningen af en 21-årig mand i en kiosk på Emdrupvej i København i oktober 2016.

En 24-årig mand i sagen var af Frederiksberg Ret blevet idømt 12,5 års fængsel for at have deltaget i en planlægningsfase om drabet. Men sagen blev anket, og dommerne i Østre Landsret frifandt i dag den 24-årige Elias Eljerbi.

Ekstra Bladet talte kort efter dommen i telefonen med den nu frifundne, som har siddet bag tremmer i over to år.

- Hvordan reagerer man, når man bliver frifundet efter at have siddet i fængsel så længe?

- Jeg blev så lettet og glad og er så taknemmelig over, at der skete retfærdighed, svarede Elias Ejlerbi.

Den 24-årige mand blev løsladt på stedet af landsretten.

Han har siddet fængslet i Stormstrøms Fængsel og selv om han har en del ting i sin celle, var der intet som lå ham fjernere end at skulle retur bag tremmerne for at hente ejendelene.

- Nej, det må de godt beholde, lød det, mens han stod med blandt andre sine søstre.

Glædestårer

Der var glædestårer på tilhørerbænkene blandt søstrene og familien, fortalte Elias Ejlerbi og hans advokat Jesper Storm Thygesen.

Den nu frifundne valgte da også, da han fik det sidste ord, før dommen skulle afsiges i landsretten at takke sin familie for den støtte og opbakning, han har fået under den langvarige fængsling i sagen.

Men Elias Ejlerbi ønskede efter frifindelsen for drab også at knytte en ros til sin nye forsvarsadvokat Jesper Storm Thygesen.

- Jeg skiftede forsvarer i sidste øjeblik. Han har virkelig arbejdet og sat sig ind i sagen på meget kort tid, sagde Elias Ejlerbi om Thygesen.

Selv sagde advokaten til Ekstra Bladet, at han de sidste fire uger 'havde følt sig presset over sagen'. - For jeg havde virkelig en klar fornemmelse af, at han var uskyldig i denne sag, sagde advokaten.

Ifølge Jesper Storm Thygesen havde retten tilsidesat en forklaring fra en medtiltalt om, at Elias Ejlerbi medvirkede i drabet på den 21-årige Daniel Kristensen i Emdrup. Byretten havde dog ment, at den 24-årige havde været med i en rekognoscerings- og planlægningsfase, men det tilsidesatte Østre Landsret - blandt andet på grund af vidner, og at der ikke var en kommunikation mellem parterne, som skulle understøtte påstanden om hans rolle i sagen, forklarer advokaten. 

Fire mænd blev oprindeligt tiltalt i drabssagen.

De tre ankede byretsdommen, hvor Østre Landsret i dag kendte den ene, Rached Hamade skyldig. Han fik 14 års fængsel. Den tredje mand,der ankede blev i byretten frifundet for drab, men kendt skyldig i besiddelse af skydevåben. Han fik halvandet år.

Ramt af skud i ryggen

Offeret, den 21-årige Daniel Kristensen, havde lige bestilt en pizza, da han blev ramt af flere skud i ryggen og flygtede ind i en kiosk, men en maskeret gerningsmand fulgte efter og forsøgte at affyre pistolen. Den gik dog i baglås.

To uger senere døde Daniel Kristensen uden at være kommet til bevidsthed.

En tilfældig mand på 49 år blev ramt af et projektil ved skyderiet. Han overlevede.

Politiet mente, at drabet bundede i et opgør mellem folk, der tilhørte eller havde relationer til grupperingen Mongols og andre personer.

Daniel Kristensen var ikke selv registreret som et bandemedlem hos politiet, passede sit arbejde og glædede sig til at skulle være far. Men bekendte har tidligere beskrevet overfor Ekstra Bladet, at han forud for drabet havde fået nogle nye venner, at han var kommet i ’skidt selskab’.

Skærm

Hent flere
Hent flere