Frifundet for gruppevoldtægt: Unge mænd kræver erstatning

Samlet vil trioen have over 300.000 kroner efter at have været varetægtsfængslet i en sag om gruppevoldtægt af en 16-årig gymnasiepige

I forbindelse med en efterfest fra Handelsskolen Niels Brock anmeldte den 16-årige pige en gruppevoldtægt. Tre unge på 17, 17 og 20 år blev senere frikendt i sagen. Nu søger de erstatning. Foto: Anthon Unger
I forbindelse med en efterfest fra Handelsskolen Niels Brock anmeldte den 16-årige pige en gruppevoldtægt. Tre unge på 17, 17 og 20 år blev senere frikendt i sagen. Nu søger de erstatning. Foto: Anthon Unger

Tre unge mænd på 22, 19 og 19 år føler sig så dårligt behandlet af politiets anklagemyndighed, at de ved Københavns Byret nu kræver erstatning for det, de mener, var en uberettiget varetægtsfængsling i forbindelse med en sag om gruppevoldtægt i 2013.

Her blev trioen anholdt og sigtet for voldtægten af en 16-årig gymnasiepige under en skolefest i en københavnsk luksus-lejlighed natten til 24. august samme år.

Ifølge politiets tiltale imod trioen tiltvang de tre venner på et ukendt tidspunkt mellem klokken 02.15 og 05.00 sig til samleje og andre seksuelle ydelser fra den 16-årige pige, der var så beruset, at hun ifølge egen forklaring ikke kunne modsætte sig.

Optog samleje
Trioens omgang med pigen blev optaget på flere forskellige mobiltelefoner, ligesom flere af festens gæster overværede hændelsen, som udspillede sig på et soveværelse i luksuslejligheden.

Under sagens rettergang i Københavns Byret året efter blev de tre handelshøjskole-elever frikendt for voldtægten.

Det skete med den begrundelse, at anklagemyndigheden ikke kunne bevise, at den 16-årige forurettede var i sådan en alkohol-påvirket tilstand, at hun ikke selv kunne modsætte sig trioen.

Se også: Sigtelse: Gymnasiepige massevoldtaget i luksuslejlighed

Dengang affødte frifindelsen gråd og jubel hos de tre unge, som nu også går efter en større erstatning for varetægtsfængslingen, der varede lidt over en måned mellem august og september i 2013.

Tilsammen søger trioen erstatning for i alt 300.000 kroner. Som udgangspunkt har man krav på erstatning, hvis man er blevet frihedsberøvet og derefter frifundet, men både statsadvokaten og rigsadvokaten har i denne sag afvist at give de tre unge erstatning.

Det skyldes blandt andet at trioen ifølge afgørelsen i perioden efter den anmeldte voldtægt udviste en så belastende og mistænkelig adfærd, at de selv har skyld i varetægtsfængslingen.

Se også: Gruppevoldtægt: Tre unge frifundet

Den belastende adfærd var blandt andet udvist i de optagede videoer af samværet med den 16-årige pige, som blev afspillet under sagen i Københavns Byret. Derudover havde to af de tre unge i en gruppe-samtale på Facebook omtalt hændelsen som 'fucked up' og aftalte derefter at 'slette beviserne'. Dertil svarede en af trioen i samtalen 'Enig, det er en dejlig hemmelighed mellem os'.

En anden af de tre tiltalte har under en afhøring til politiet også betegnet hændelsen som 'voldtægts-lignende'.

Til politiet fortalte den 16-årige pige, at hun følte sig udnyttet og manipuleret med under samlejet. I kølvandet på hændelsen udviklede hun angst og depression og måtte melde sig ud af sin skole, fordi historien om voldtægten verserede.

Kort efter flygtede hun ifølge sin bistandsadvokat til Australien på et udvekslingsophold, fordi hun måtte have hændelsen på afstand.  

Belastende mediedækning
Som en del af argumentationen for deres erstatningskrav til anklagemyndigheden lægger trioens advokater også sagens omfattende mediedækning til grund.

Både Ekstra Bladet, BT og Ritzau fulgte sagen, og dækningen havde ifølge advokater blandt andet så omfattende sociale konsekvenser for de tre, at de måtte opgive deres uddannelsesplaner og søge psykologhjælp. Desuden udviklede flere af de unge mænd angst og depression.

Trioen kræver derudover standard-taksten for erstatning ved uberettiget frihedsberøvelse opsat med 50%, fordi der er tale om en voldtægtssigtelse, som ifølge advokaterne har været ekstra krænkende.

Erstatningssagen behandles i dag ved Københavns Byret. Ekstra Bladet følger afgørelsen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere