Frikendt: Brugte samurai-sværd mod indbrudstyv

Overskred straffelovens nødværgebestemmelser, men blev alligevel frifundet på sagens omstændigheder

To mænd kan ånde lettet op, efter at en indbrudstyv i fjor blev slået med et samurai-sværd på hånden og armen.

Begge var ved Retten i Glostrup tiltalt for vold, men for nyligt valgte retten at frikende dem begge, oplyser Asser Gregersen, der var forsvarer for den ene tiltalte - en kok. Begge er midt i 50'erne.

Episoden udspandt sig 4. december i fjor omkring kl. 21.30 i en villa i Ballerup. Villaens ejer var den ene tiltalte i sagen.

Flere gange før den pågældende episode havde han haft indbrud, og derfor havde han fået installeret en tyverialarm, der sendte en sms til hans telefon, når der var ubudne gæster i hans hjem.

Ved et tidligere indbrud ti dage før var han blevet konfronteret af indbrudstyve, der var bevæbnet med et koben.

Tyv kom løbende
Den pågældende aften i december tikkede en alarm-sms ind på husejerens telefonen, og derfor bad han en kok, der arbejder på hans spisested, om at tage med ham hjem og bistå ham om nødvendigt.

Fremme ved villaen så de, at der var lys i huset, og at hoveddøren var åben. Derfor hentede husets ejer et samurai-sværd med en klinglængde på 61 cm, han havde stående lige ved døren.

Idet manden trådte ind i huset, kom en råbende indbrudstyv farende ned af trappen med en sort genstand i hånden. Husets ejer huggede derfor ud efter tyven, der blev ramt på armen og hånden.

Derefter løb han fra huset. Skaderne efter det asiatiske sværd var dog af en sådan karakter, at han opsøgte en skadestue.

Oplyste, han var blevet overfaldet
I første omgang forklarede den etnisk danske 16-årige indbrudstyv, at han var blevet overfaldet, og derfor blev politiet kontaktet. Derefter rullede sagen. Den mørke genstand, han havde haft i hånden, viste sig at være en Louis Vuitton-taske.

Ved retssagen for nyligt fastslog Retten, at husets ejer på baggrund af sværdets farlighed havde overskredet straffelovens paragraf om nødværge.

Men sammenholdt med, at han i sin entre blev mødt af tyven, der larmende kom løbende med en sort genstand i hånden, og fordi at han kort for inden havde haft et sammenstød med tyve, der var bevæbnet med et koben, valgte man alligevel at frikende både ham og hans kok.

Den 16-årige har pådraget sig nogle varige skader på den ene hånd som følge af nærkontakten med samurai-sværdet.

Forsvarere: En retfærdig dom
- Det er selvfølgelig et grænseområde, vi har været ude i, siger Peter Ølholm, forsvarer for boligejeren.

- Men det var ham magtpåliggende at beskytte sit hjem, hvor der tidligere var blevet stjålet fra ham. Under sagen forklarede den unge indbrudstyv desuden, at det omtalte hus var blevet ham anbefalet som et godt sted at bryde ind.

- Set i det lys finder jeg rettens afgørelse korrekt, siger Peter Ølhom.

Han sekunderes af kokkens advokat, Asser Gregersen:

- Det må være muligt at forsvare sit eget hjem. Man skal selvfølgelig ikke gå for langt, men jeg mener, at retten har lagt en retfærdig balance i denne sag, siger Asser Gregersen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere