Fritaget fængselschef vender tilbage

Michael Gjørup renset efter undersøgelse

Fængselschef Michael Gjøtrup, Storstrøm Fængsel, kan vende tilbage til jobbet. Foto: Per Rasmussen
Fængselschef Michael Gjøtrup, Storstrøm Fængsel, kan vende tilbage til jobbet. Foto: Per Rasmussen

Lebderen af Storstrøms Fængsel på Falster, Michael Gjørup, kan vende tilbage som fængselschef, skriver Folketidende.

Det var i december, at Gjørup blev fritaget fra sin stilling, fordi Kriminalforsorgen i forbindelse med en undersøgelse fik mistanke om uregelmæssigheder.

Men i en pressemeddelelse skriver Kriminalforsorgen nu:

'Ekstern revisionsundersøgelse af kriminalforsorgens indkøb af sikringstekniske ydelser i perioden 2014-2018 er netop afsluttet, og institutionschefen for Storstrøm Fængsel kan nu genindtræde i sin stilling.'

Det er selvfølgelig en lettelse, det var været et mareridt, de fem måneder det har stået på, siger Michael Gjørup til Ekstra Bladet.

Han uddyber:

- Jeg er taknemmelig for den opbakning, jeg har fået undervejs fra især medarbejdere i Kriminalforsorgen.

Han ønsker ikke at kommentere sagen yderligere lige nu.

I Kriminalforsorgens pressemeddelelse lyder det:

'Kriminalforsorgen og Justitsministeriet orienterede i efteråret 2018 Folketingets Retsudvalg om igangsættelse af en ekstern revisionsundersøgelse om udbuds- og indkøbspraksis på sikringsområdet. Baggrunden for undersøgelsen var, at kriminalforsorgen i efteråret 2018 annullerede et større offentligt udbud på det sikringstekniske område efter indsigelser fra en potentiel byder vedr. indkøbspraksis og mulige personlige relationer mellem medarbejdere i kriminalforsorgen og en hidtidig leverandør.

På den baggrund besluttede kriminalforsorgen at iværksætte en ekstern revisionsundersøgelse, som i foråret 2019 blev påbegyndt af revisionsfirmaet BDO. Den samlede rapport er nu færdiggjort og indeholder en delanalyse vedr. indkøb af sikringstekniske installationer og systemer for perioden 2014-2018 og en delanalyse af 'vennetjenester' eller andre uregelmæssigheder i indkøb af sikringstekniske installationer. Sidstnævnte delanalyse indeholder oplysninger om involverede personers forhold, og denne del af rapporten er derfor - af hensyn til de pågældende - fortrolig.
I sin undersøgelse konkluderer BDO bl.a., at der har været udfordringer med korrekt håndtering af konkurrenceudsættelse svarende til indkøb for 37,5 mio. kr. ud af et samlet indkøb på ca. 410 mio. kr. i perioden 2014-2018. De 37,5 mio. kr. vedrører i alt syv aftaleforhold, hvoraf alene ét aftaleforhold stadig er aktuelt. Desuden anfører BDO, at reglerne om ikke altid at indbyde samme leverandører til underhåndsbud og indbudte licitationer ikke været fulgt systematisk ved indkøb af hegn, porte mv. BDO anfører derudover, at der ikke har været en stringent journalisering før, under og efter en aftaleindgåelse.

Undervejs i udarbejdelsen af revisionsundersøgelsen rejste de foreløbige konklusioner tvivl om mulige uregelmæssigheder. Som følge heraf valgte kriminalforsorgen i oktober 2019 at indgive en politianmeldelse i sagen. I december 2019 blev institutionschefen for Storstrøm Fængsel midlertidigt fritaget fra tjeneste, mens politiets og kriminalforsorgens undersøgelser af sagen pågik.

Politiet har nu sendt deres afgørelse i sagen, hvoraf det bl.a. fremgår, at det er politiets vurdering, at der ikke er en rimelig formodning om, at der er begået noget strafbart, og politiet har derfor besluttet ikke at indlede efterforskning i sagen. Kriminalforsorgen finder efter en gennemgang af politiets afgørelse ikke grundlag for at påklage denne.

På baggrund af politiets afgørelse og ud fra en konkret vurdering af sagens oplysninger, herunder BDO's revisionsrapport, har kriminalforsorgen vurderet, at der ikke er grundlag for at iværksætte disciplinære sanktioner mod institutionschefen for Storstrøm Fængsel. Det er derfor besluttet, at vedkommende kan genindtræde i sin stilling.'