Frivillige leder efter Frederik på havnen

Omkring 60 frivillige leder i dag efter den forsvundne Frederik Mathias Haar i Aalborg

Den 21-årige Frederik Mathias Haar fra Aarhus er på femte døgn savnet efter en bytur i Aalborg.

Natten mellem tirsdag og onsdag var han på en burger-restaurant med sine kammerater fra Gerlev idrætshøjskole på Sjælland, da han omkring kl. 02.30 gik ud for at ryge.

Siden har ingen set ham.

21-årige  Frederik Mathias Haar forsvandt natten til onsdag i Aalborg. På billederne bærer Frederik det tøj, han havde på, da han forsvandt. (Privatfoto/Google Maps) 112 - 4. okt. 2015 - kl. 09:39 Jagten på forsvundne Frederik fortsætter

Nordjyllands Politi har ikke aktivt ledt efter den 21-årige mand, fordi politiet ikke har konkrete spor at gå efter.

Men søndag troppede omkring 60 frivillige fra organisationen Missing People op for at lede efter Frederik Mathias Haar.

- Vi talte faktisk allerede om det i aftes. Tænk, hvis det var ens egen søn. Så da vi så på Ekstra Bladet her til morgen, at Missing People skulle ud at lede, tænkte vi, at det ville vi også, fortæller Charlotte Hvidberg og Claus Bjørndal.

De har aldrig tidligere hjulpet Missing People med eftersøgninger, men ledte søndag langs Limfjorden i Aalborg.

- Vi havde alligevel aftalt at gå en tur i dag, så vi kunne lige så godt lede efter Frederik samtidig, siger Charlotte Hvidberg.

Selv om de begge tror, at Frederik Mathias Haar formentlig er druknet, så har de tænkt på, at de pludselig kan stå overfor et lig.

- Det har jeg da tænkt på, og jeg ved ærligt talt ikke, hvordan jeg vil reagere. Det ved man jo først, når man har prøvet det, siger Claus Bjørndal.

De frivillige fra Missing People blev søndag kl. 11.00 delt op i grupper á seks, som fik tildelt hvert sit område i Aalborg.

Charlotte Hvidberg og Claus Bjørndal har sammen med fire andre gennemsøgt området omkring lystbådehavnen og roklubberne i Aalborg.

- Det har været organiseret rigtig fint, men efter vi har gennemset vores område holder vi for i dag, siger Claus Bjørndal.

Både Nordjyllands Politi og Missing People frygter, at Frederik Mathias Haar er faldet i Limfjorden, som ligger få hundrede meter fra det sted, han sidst er set.

Missing People ville gerne have haft dykkere i Limfjorden søndag, men på grund af manglende dykker-tilladelser kan det ikke lade sig gøre.

- Vi vil forsøge at få en scanner sat på en båd, ellers så håber vi , at lokale fritidsdykkere kan hjælpe, siger Missing Peoples organisationsansvarlige Rene Nielsen.

Se også: Frederik gik ud for at ryge: Stadig savnet

Frederik Mathias Haar beskrives som 180 centimeter høj.

Han er spinkel af bygning med kort lyst hår og en tatovering på højre arm.

Han er iført sort jakke med hætte og skolelogo "Gerlev" med hvid skrift.

Han bærer en mørkeblå trøje og cowboybukser.

Missing Peoples planlagte eftersøgning varer frem til 19.00 søndag aften.

Hvis du har set Frederik eller ved noget om hans færden, kan du kontakte Nordjyllands Politi på 114.

Ved du noget? Tip os på mail til 1224@eb.dk eller sms til 1224 (koster alm. takst)

1 af 4 Det er første gang, at Charlotte Hvidberg hjælper Missing People. (Foto: Anita Graversen)
2 af 4 De frivillige fra Missing People er delt op i grupper á seks, som har fået hvert sit område i Aalborg. (Foto: Anita Graversen)
3 af 4 Rene Nielsen fra Missing People håber, at dykkere kan komme i Limfjorden mandag eller tirsdag. (Foto: Anita Graversen)
4 af 4 Frederik Mathias Haar er ikke set siden natten til onsdag. (Privatfoto)