Frygtens by: Fem gange er ståltråd spændt ud over cykelstier

Politiet advarer nu mod, at det kan få dødelig udgang

Modelbillede - Netop nu kan det være livsfarligt at cykle på cykelstierne i den svenske by Karlstad, hvor man i løbet af to uger hele fem gange har fundet ståltråd spændt ud over cykelstierne i brysthøjde. (foto: Shutterstock)
Modelbillede - Netop nu kan det være livsfarligt at cykle på cykelstierne i den svenske by Karlstad, hvor man i løbet af to uger hele fem gange har fundet ståltråd spændt ud over cykelstierne i brysthøjde. (foto: Shutterstock)

I løbet af kun to uger er der i den svenske by Karlstad i Värmland spændt ståltråd ud over cykelstier hele fem gange. Ståltråden er hver gang spændt op i brysthøjde. Og nu advarer politiet om, at det i værste fald kan få dødelig udgang, hvis cyklister intetanende cykler ind i den opspændte ståltråd.

Det hele begyndte for to uger siden, da man konstaterede opsat ståltråd over en cykelsti ved Sundstabadet, og siden er der fundet ståltråd over cykelstier i Karlstad ved Sundstatjärn, Tingvallabron og ved parkeringshuset ved Duvslaget.

Den sidste episode skete tirsdag i sidste uge, hvor en 37-årig mand blev det første vidne i den uhyggelige sag, da han så to hætteklædte gerningsmænd spænde ståltråd over gaden Folkebogatan i området Lorensberg i udkanten af Karlstad.

Det skriver flere svenske medier heriblandt Sveriges Radio, Metro og Aftonbladet

Den 37-årige mand, der i Aftonbladet optræder med sit fornavn Erik, fik øje på to unge mænd, der var i gang med at spænde ståltråd op mellem to lygtepæle. Da han konfronterede de to unge mænd, blev han verbalt svinet til af de to gerningsmænd, der efterfølgende flygtede fra stedet til fods. Flere politipatruljer - også hundepatruljer blev sendt til gerningsstedet i et forsøg på at opspore gerningsmændene. Men forgæves. Mændene beskrives som værende i 18-25 års alderen. 

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det var her på Folkebogatan i Karlstad, at to gerningsmænd blev set af et vidne, mens de var ved at sætte ståltråd over vejen. (Foto: Anita Forsnägård)
Det var her på Folkebogatan i Karlstad, at to gerningsmænd blev set af et vidne, mens de var ved at sætte ståltråd over vejen. (Foto: Anita Forsnägård)
 

- Vi har oplysninger, der gør, at vi kan snævre efterforskningen ind, så derfor holder vi sagens detaljer tæt på kroppen ind til videre, siger talsmand for politiet Tommy Lindh.

Frygt og uro i byen
Uroen og frygten i Karlstad er imidlertid steget i takt med, hvor mange gange der er spændt ståltråd ud over diverse cykelstier i byen. Siv-Inger Rådström, der sidder i bestyrelsen for Värmlands Cykelforbund fortæller følgende til avisen Metro:

- Det er forfærdeligt. Jeg tør næsten ikke at benytte cykelstierne, når jeg skal ud og cykle. Og så cykler jeg ude på selve vejen i stedet for. Men det er jo ikke det, som man har lyst til, når der findes udmærkede cykelstier, fortæller Siv-Inger Rådström.

Hun får støtte af Fredrik Öhrling, der også sidder i bestyrelsen for Värmlands Cykelforbund:

- Jeg håber virkelig, at politiet får fat i gerningsmændene, inden der sker noget alvorligt. De kan jo skade hvem som helst. Det er direkte livsfarligt.

På de sociale medier spreder frygten og uroen sig også ifølge Fredrik Öhrling. Her advarer cyklisterne hinanden og holder udkig.

Politiet vil have hjælp
Politiet i Karlstad beder nu borgerne om hjælp til at opklare den uhyggelige sag.

- Vi har brug for borgernes hjælp. Det er helt klart, at det her handler om nogen, der vil skade andre mennesker. Når folk optræder på den her måde, er det sjældent, at de kan holde det for sig selv i evig tid. Der er nogen, der må vide noget om sagen. Vi behøver selv de mindste antydninger, der kan pege i en eller anden retning, siger Tommy Lindh fra politiet i Karlstad og tilføjer:

- Det her er helt ny forbrydelse i Karlstad. Jeg har været politibetjent i 25 år. Men jeg ikke erindre, at vi har haft sådan en sag før.

Heldigvis er ingen ind til videre kommet til skade i forbindelse med de såkaldte ståltråds-dødsfælder, der er sat ud over cykelstierne i Karlstad.

Politiet blev hurtigt tilkaldt til gerningsstedet, hvor hundepatruljer blandt andet ledte efter de to gerningsmænd, der var flygtet til fods. (Foto: Anita Forsnäsgård)
Politiet blev hurtigt tilkaldt til gerningsstedet, hvor hundepatruljer blandt andet ledte efter de to gerningsmænd, der var flygtet til fods. (Foto: Anita Forsnäsgård)
 

1 af 3 Det var her på Folkebogatan i Karlstad, at to gerningsmænd blev set af et vidne, mens de var ved at sætte ståltråd over vejen. (Foto: Anita Forsnägård)
2 af 3 Politiet blev hurtigt tilkaldt til gerningsstedet, hvor hundepatruljer blandt andet ledte efter de to gerningsmænd, der var flygtet til fods. (Foto: Anita Forsnäsgård)
3 af 3 Modelbillede - Netop nu kan det være livsfarligt at cykle på cykelstierne i den svenske by Karlstad, hvor man i løbet af to uger hele fem gange har fundet ståltråd spændt ud over cykelstierne i brysthøjde. (foto: Shutterstock)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere