'Fuck Hobro'-råb gav anholdelse

Tre personer blev anholdt af politiet efter Superliga-kampen mellem Hobro og AGF

AGF-tilhængerne havde lidt svært ved at tabe fredag aften. (Foto: Ernst Van Nordre)
AGF-tilhængerne havde lidt svært ved at tabe fredag aften. (Foto: Ernst Van Nordre)

Du skal ikke råbe 'Fuck Hobro' og sparke til parkeringsskilte efter en Superliga-kamp på DS Arena i Hobro. I hvert fald ikke hvis politiet er i nærheden.

Det måtte fire personer i alderen 15-32 år erfare efter gårsdagens kamp mellem Hobro og AGF, som endte med en sejr til Hobro.

Efter kampen råbte en af de fire personer 'Fuck Hobro', hvorefter han netop sparkede til et parkeringsskilt, mens han opførte sig aggressivt over for betjente fra Nordjyllands Politi, skriver Nordjyske.dk.

En anden fulgte ikke politiets anvisninger, mens en tredje råbte ukvemsord efter tilfældige forbipasserende herunder børnefamiler.

Den sidste person blandede sig i politiets arbejde og blev sigtet men ikke anholdt.

Tre af dem blev anholdt og sigtet, alle fire har fået en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.