Fuld jysk far bad drengebarn køre i bil efter burger

En mand har lørdag aften fået sin 16-årige søn til at køre dem ned efter burger

Det var tid til en sen aftensmad, men en mand måtte lørdag aften erkende, at han havde fået for meget alkohol indenbords til at køre bilen.

Løsningen blev, at faren fik sin 16-årige søn til at køre bilen ned efter aftensmad, oplyser Østjyllands Politi.

- Far er for fuld, så han får den 16-årige søn til at køre bilen. De skal ned efter burger.

- Det er overhovedet ikke smart, da sønnen ikke har kørekort på grund af hans unge alder, siger vagtchef René Ludvig.

Det er færdselspolitiet, der får stoppet bilen med far og søn om klokken 21.

- Færdselspolitiet er gode til at spotte usikker kørsel, og det har den 16-årige nok haft. Faren kan få en klækkelig bøde, og det kan være, at den 16-årige også får udskudt sit kørekort, siger vagtchefen.

Bilen blev stoppet nord for Randers.