Fuld kaptajn anholdt: Var ved at kollidere med Storebæltsbroen

En 56-årig kaptajn på det litauiske skib Perseus fremstilles til eftermiddag i grundlovsforhør ved Retten i Næstved

Den litauiske kaptajn om bord på Perseus var ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi beruset (Foto: PR)
Den litauiske kaptajn om bord på Perseus var ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi beruset (Foto: PR)

Det var ved at gå helt galt, da en 56-årig litauisk kaptajn onsdag aften omkring klokken 19 skulle sejle det 72 meter lange fragtskib Perseus gennem Storebælt og under Storebæltsbroen.

Skibet var en overgang på kollisionskurs med en af Storebæltsbroens pyloner, og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi måtte i nogle minutter lukke for al trafik over broen, da broens automatiske overvågningssystem slog alarm.

Det lykkedes imidlertid mandskabet på båden at styre skibet fri fra kollisionen, men fordi skibets kaptajn ikke fulgte den rute, som han skal, valgte Søfartsstyrelsen ifølge vagtholdslederen hos Forsvarets Operationscenter at tvinge skibet til at ankre op lige syd for Storebæltsbroen, hvor et besøg om bord på skibet afslørede, at kaptajnen havde fået for meget alkohol indenbords.

Se også: Storebæltsbro lukket i få minutter: Skib var på kollisions-kurs

- Kaptajnen er blevet anholdt for spiritussejlads. Som kaptajn på et skib har man ansvaret på sejladsen. Og selv om det ikke var ham, der sejlede skibet på det pågældende tidspunkt, så er det alligevel ham, der overtræder Søfartsloven, siger leder af lokalpolitiet i Slagelse, Kurt G. Nielsen, som har stået for den efterforskningsmæssige side af sagen.

Rent praktisk skete der det onsdag aften, at et par betjente blev sejlet ud til skibet og kom om bord, hvorefter betjentene spiritustestede kaptajnen med et alkometer. Det gav så stort et udslag, at manden med det samme blev anholdt om bord på skibet klokken 20.45.

En blodprøve er sendt til analyse, og det endelige resultat foreligger derfor endnu ikke.

Den 56-årige kaptajn bliver her til eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved med krav om varetægtsfængling. Ifølge Kurt G. Nielsen først og fremmest, fordi politiet har brug for tid til at få manden afhørt og få resultatet af alkoholtesten.

Det er endnu uklart, på hvilken måde manden i givet fald skal straffes. Søfartslovens bestemmelser om spiritussejlads giver mulighed for både bødestraf og hæfte.

Fragtskibet var på vej fra Odense til Kiel og sejlede derfor mod syd i Storebælt. Skibet er stadig ankret op i Storebælt og venter nu på at få en ny kaptajn om bord.

- Som sådan er vi ikke længere interesseret i selve skibet. Det må rederiet håndtere. Det er kaptajnen, som vi ønsker at stille til ansvar, og det er også ham, der vil stå til en straf, erklærer Kurt G. Nielsen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere