Fuld mand kørte galt og stak af fra politiet: Havde tre børn i bilen

En beruset mandlig bilist kørte ind i en lygtepæl i Hammel og stak af i en anden bil. Det lykkedes dog Østjyllands Politi at få fat på manden

En 34-årig mand kørte fredag aften ind i en lygtepæl på Præstemarksvej i Hammel. Manden var beruset, og der sad tre børn i bilen, da ulykken fandt sted.

Det skriver Randers Amtsavis.

Ud over den mandlige fører sad der en mandlig passager på 33 år i bilen samt de tre børn på 11, 13 og 14 år.

Da politiet nåede frem, forsøgte føreren at stikke af fra stedet.

- En kvinde kom kørende til, muligvis mor til børnene, og den bil, hun kom i, snuppede føreren af uheldsbilen og stak af i, men ind i et lukket vejsystem. Så vi satte bare en af vores biler på tværs, så han ikke kunne komme ud igen. Men så stak han af til fods, siger beredskabsinspektør hos Beredskab og Sikkerhed Randers Jørgen Hansen til mediet.

Det lykkedes efterfølgende Østjyllands Politi at opspore føreren, som har adresse i Aarhus, og de fik ham derved sigtet for uheldet og for spirituskørsel.

Beredskabsdirektør Jørgen Hansen kunne desuden fortælle, at man kunne se to mærker på forruden af bilen, hvilket tyder på, at de to mænd på forsæderne ikke havde benyttet sikkerhedssele.

Børnene kom ifølge Randers Amtsavis' oplysninger ikke noget til ved uheldet, men de blev alligevel kørt til tjek på skadestuen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere