Fulderik tvinger Ryanair-fly ned i Aarhus

32-årig lette lavede masser af ballade om bord på flyet, som var på vej fra Riga mod Dublin

Flyet blev nødt til at gå ned i Aarhus Lufthavn for at få manden anholdt. De afbillede personer på flyet har ikke noget med den pågældende sag at gøre. ( Arkivfoto: AP)
Flyet blev nødt til at gå ned i Aarhus Lufthavn for at få manden anholdt. De afbillede personer på flyet har ikke noget med den pågældende sag at gøre. ( Arkivfoto: AP)

Tummel og ballade med en 32-årig fulderik fra Letland fik tirsdag aften kaptajnen på et Ryanair-fly til at lande i Aarhus Lufthavn.

Her overtog lokale sheriffer den stærkt berusede mand, som tidligt onsdag morgen snorkede løs i politiets venterum på politigården i Aarhus.

- Det kan godt være, at manden får dobbelte tømmermænd, hvis Ryanair sender regningen for de ekstra udgifter videre til manden, siger vagtchef fra Østjyllands Politi Peter Hallstrøm til Ekstra Bladet.

Sparkede løs
Flyet var på vej fra Riga mod Dublin, da den 32-årige voldsomt berusede mand begyndte at lave ballade i flyet.

- Han var ikke direkte voldelig og har ikke slået nogen. Men han var aggressiv og lavede ballade og opførte sig meget provokerende. Han sparkede også på en del materiel. Det generede både personalet og passagererne, siger vagtchefen.

Kaptajnen valgte derfor at gå ned i Aarhus Lufthavn. Her blev kaptajnen kortvarigt afhørt af politiet, inden de drog af med den 32-årige mand.

Kortvarigt på jorden
Vagtchefen forventer, at Ryanair vil afkræve manden erstatning for tumult og forsinkelser.

- Men det er jo ikke rigtig vores bord. I løbet af onsdag skal vore jurister se på sagen. Jeg tror ikke, at der er grundlag for at tilbageholde manden og sende ham i grundlovsforhør. Han har som sagt ikke været direkte voldelig. Men det er ikke min beslutning, siger Peter Hallstrøm til Ekstra Bladet.

Ejeren af Ryanair plejer ikke at have noget imod fest og ballade. Men letten var alligevel en tand for meget. (Arkivfoto: AP)
Ejeren af Ryanair plejer ikke at have noget imod fest og ballade. Men letten var alligevel en tand for meget. (Arkivfoto: AP)
 

Flyet holdt kun kortvarigt på korden, før det atter lettede med kurs mod Dublin.

- Han fulgte med uden problemer, da patruljen tog ham med, og han er anholdt natten over. Han skal lige dampe af, for han er meget beruset. Vi har heller ikke kunnet afhøre ham endnu, siger Peter Hallstrøm.

Hvem vil flyve ham hjem?
Det er således uvist, hvor manden vil rejse hen efter sin løsladelse. Endnu mere uklart er det, hvilket flyselskab, der vil tage ballademageren med ombord på endnu en flyvning.

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere